Fredag aften kl. 19.30 viser Ekstra Bladet top-boksning fra Berlin - få adgang her
Den danske hækkeløber Sara Slott vinder torsdag ved det specielle stævne 'Impossible Games' i Oslo.
Ved de alternative lege i Norge bliver der dystet i uortodokse distancer.
Sara Slott, der har 400 meter som sin favoritdistance, vandt torsdag på den særlige 300 meter, skriver DR.
Her vandt hun i tiden 39,42, der blot var to hundrededele hurtigere end dansk-norske Amalie Iuel, der er født i Danmark, men stiller op for Norge.
33-årige Sara Slott var kvalificeret til sommerens OL i Tokyo, der blev udsat til 2021 grundet udbruddet af coronavirus. Hun satser fortsat på at deltage ved OL i 2021, hvor hun automatisk er kvalificeret.
Hos mændene vandt norske Karsten Warholm og slog verdensrekorden betragteligt på den unormale distance i tiden 33,78.
Blændende Johaug
Flere store stjerner deltog i det norske stævne.
Den flerdobbelte OL-guldvinder i langrend Therese Johaug fra Norge havde byttet sine stave ud med løbesko for at deltage i et løb på 10.000 meter.
Det vandt den alsidige 31-årige nordmand overlegent med den fjerdebedste norske tid nogensinde på 31 minutter og 40,69 sekunder. Det skriver den norske avis VG.
Therese Johaug afviser at skulle deltage ved sommer-OL næste år.
- Jeg har ingenting at gøre ved OL, siger hun til VG.
De normale Diamond League-stævner bliver genoptaget efter coronapausen 14. august i Monaco.