Sifan Hassan smadrer verdensrekorden på 10 km

Sifan Hassan barberer over ti sekunder af den nu tidligere verdensrekord i 10.000-meterløb

Hollandske Sifan Hassan er ny verdensrekordholder på 10.000-meterløb. Foto: Petr David Josek/AP/Ritzau Scanpix
Hollandske Sifan Hassan er ny verdensrekordholder på 10.000-meterløb. Foto: Petr David Josek/AP/Ritzau Scanpix

Hollandske Sifan Hassan smadrer kvindernes verdensrekord i 10.000-meterløb.

Med tiden 29 minutter og 6,82 sekunder skærer hun mere end ti sekunder af etiopiske Almaz Ayanas hidtidige verdensrekord.

I OL-finalen i 2016 løb Almaz Ayana de ti kilometer på 29 minutter og 17,45 sekunder.

28-årige Sifan Hassan slog rekorden søndag ved et stævne i byen Hengelo i hjemlandet Holland.

- Wow! Jeg kunne kun drømme om at komme her og slå verdensrekorden. Det er den perfekte bekræftelse af det hårde arbejde, vi har lagt i at blive klar til Tokyo.

- Jeg er så glad for at dele den her rekord med mine hollandske fans, siger Sifan Hassan ifølge AFP.

Ifølge det hollandske medie Algemeen Dagblad fik Sifan Hassan kun pace på seks omgange, og derefter løb hun 19 omgange alene.

Undervejs i løbet kunne hun følge et lilla lys i kanten af inderbanen, som fulgte Almaz Ayanas hidtidige verdensrekord. På sidste omgang satte hun en spurt ind og slog altså verdensrekorden med over ti sekunder.

I oktober sidste år slog Sifan Hassan europæisk rekord på distancen, og søndag viste hun altså skræmmende styrke.

Det ser dermed godt ud for hendes drøm om OL-guld i Tokyo til sommer. Her går hun efter toppen af podiet på både 10.000 og 5000 meter.

I 2016 nåede Sifan Hassan finalen på 1500 meter ved OL. Her endte hun som femmer. På 800 meter måtte hun nøjes med en 28.-plads.

Ved VM i 2019 vandt hun guld på 10.000 meter og 1500 meter.

Sifan Hassan er født i Etiopien og kom først til Holland, da hun var 15 år gammel.

Klar til EM-manager? Eksperten peger på to mulige point-magneter til spotpris!

Søndag nat sender Ekstra Bladet eksklusivt boksebraget mellem Floyd Mayweather og Logan Paul. Bliver det til bøllebank, sensationelt nederlag eller ren skandale? Udover hovedfighten er der flere andre kampe. SE MED HER (Ekstra Bladet+)