Når VM i atletik indledes fredag, bliver det med kvindernes maraton på programmet.
En begivenhed, der modsat alle andre end mændenes tilsvarende løb, ikke udelukkende foregår på stadion. Grundet distancen løbes et maraton altid på veje og i gader i området omkring stadion. Både til VM, EM, OL og hvor der nu ellers konkurreres i atletik.
Det plejer for så vidt at være fint. Men når man henlægger VM til Qatars hovedstad, Doha, hvor der er på den svedne side af 30 grader – og med en modbydelig luftfugtighed på omkring 90, bliver det decideret farligt.
Farligt og latterligt.
Det mener den britiske løber Helen Davies, der ifølge den engelske avis The Guardian langer hårdt ud efter arrangørerne af mesterskabet, det internationale atletikforbund, IAAF.
- Det er latterligt for ikke at sige farligt og potentielt dødeligt at dyrke sport under sådanne forhold, har hun skrevet på sociale medier – og gengivet i The Guardian fredag.
Hun råber op, fordi hun selv har prøvet at stå i den situation, som hendes kollegaer bliver udsat for fredag. Det skete ved Commonwealth Games i indiske Delhi i 2010. Og det var ingen rar fornemmelse for Davies.
- Jeg ville have været nervøs, hvis jeg skulle stille til start i det løb. Jeg hallucinerede på de sidste fem kilometer og frøs, selvom det stik modsatte var tilfældet, skriver hun.
Historien er desværre rig på atleter, der er faldet om under både maraton og de lange kapgangs-distancer.
Især den høje luftfugtighed er drænende, fortæller Ove Talsnes, der er læge på det norske atletiklandshold til Verdens Gang.
- Det er to store udfordringer. Maraton og kapgang. Luftfugtighed på 90 procent er som at puste i grød, siger han.
Der har aldrig været snak om at aflyse løbet. Det understregede præsidenten for IAAF, Sebastian Coe, onsdag.
- Vi vil have ekstra medicinsk personale, som overvåger de deltagende hele vejen. Vi har isbad og ekstra vand langs ruten, sagde han.
Ove Talsnes fortæller til VG, hvordan ekstreme temperaturer ved EM i Berlin sidste år var ved at få bugt med den 28-årige kapgænger Håvard Haukenes under 50 km-distancen.
- Noget af det første som svigter, når du bliver dehydreret er din egen vurderingsevne. Mod slutningen af løbet sidste år smurte han gel (energitilskuddet, red.) i håret og begyndte at spise af håndklædet.
- Det var dog så sent i løbet, at jeg ikke vurderede, at han skulle pilles ud, fortæller han.
Håvard Haukenes kollapsede, da han kom i mål på en i øvrigt flot fjerdeplads.
Sebastian Coe er ikke naiv. Han ved, at det bliver en hård omgang.
- Jeg bryder mig ikke om at spekulere i det, men selvfølgelig ønsker jeg, at så mange som muligt gennemfører. Den store fare er luftfugtigheden, men vi træffer ekstra sikkerhedsforanstaltninger. Men det bliver hårdt, sagde Coe.
Finalen skydes i gang sent fredag aften som det sidste punkt på åbningsdagen med start klokken 23.59. Du kan følge løbet og andre begivenheder fra mesterskabet i Doha på TV 2 Sport.
Atletik-legende måtte dementere eget dødsfald
Advarer kvinderne: Vis ikke for meget hud
Filmet med skjult kamera: Her ryger de i fælden
Sportsstjerner der døde alt for tidligt
Billedskønne Amalie: Derfor valgte hun Danmark fra
Aldrig for sent: Disse sportsgrene kan du stadig nå at blive god til