Skandale rammer VM: Verdensmester trods tredjeplads

Spanieren Oscar Husillos løb lørdag sit livs bedste 400-meter, men dommerne fratog ham guldmedaljen

Pavel Maslak blev kun nummer tre, men blev alligevel udråbt til verdensmester. Foto: AP
Pavel Maslak blev kun nummer tre, men blev alligevel udråbt til verdensmester. Foto: AP

Tjekken Pavel Maslák er den første mandlige atlet til at vinde VM-guld tre gange i 400-meter indendørs.

Men lørdagens guldmedalje ved indendørs atletik i Birmingham kom først i hus efter en kontroversiel beslutning fra banedommerne.

Maslák måtte i finalen se sig distanceret af to andre løbere, men både Oscar Husillos fra Spanien og Luguelin Santos fra Den Dominikanske Republik blev diskvalificeret, fordi dommerne mente, at de ikke havde holdt deres tildelte baner på samtlige 400 meter.

Tilskuerne var tydeligvis uenige i beslutningen, som betød, at Masláks tredjeplads blev forvandlet til en førsteplads.

Spanien appellerede diskvalifikationen af Oscar Husillos, men til ingen nytte.

Den 24-årige Husillos havde ellers præsteret sit livs løb, da han passerede mållinjen i 44,92 sekunder. Tiden ville have været ny mesterskabsrekord og også have slået den europæiske rekord på distancen, som blev sat for 30 år siden.

Maslak kom kun ind som nummer tre, men får alligevel VM-guldet. Foto: AP
Maslak kom kun ind som nummer tre, men får alligevel VM-guldet. Foto: AP
 

Amerikaneren Michael Chierry, der sluttede som nummer fire, fik tildelt sølvmedaljen, mens løbets nummer fem, Deon Lendore fra Trinidad, fik bronze.

På sociale medier bliver det dog debatteret, om Michael Chierry også skulle have været diskvalificeret. Optagelser lader til at vise, at han også løber uden for sin bane.

Den tidligere VM- og OL-vinder Michael Johnson, som kommenterede finalen for BBC, mener, at reglerne trænger til et gennemsyn.

- Der skal kigges på det her. Tilskuerne har lige set et løb, men resultatet afspejler ikke, hvad de så, siger Johnson.

Kontroversen om banereglen begyndte allerede fredag. I det tredje indledende heat på 400-meter blev samtlige deltagere diskvalificeret for at have overtrådt deres tildelte baner.

Det er første gang i atletikkens historie, at et helt felt ved et stort internationalt stævne er blevet dømt ude.

Amerikansk atletikkomet tager VM-guld på 60-meter
For cirka to uger siden satte Christian Coleman verdensrekord på 60-meter, da han løb i tiden 6,34 sekunder.

Lørdag aften i Birmingham erobrede den amerikanske sprinter så VM-guld indendørs på samme distance, da han løb i 6,37 sekunder.

Den 21-årige amerikaner var fem hundreddele hurtigere end kineseren Su Bingtian, der fik sølv.

Bronzen gik til amerikaneren Ronnie Baker i 6,44 sekunder.

Christian Coleman er af mange udråbt til at være den næste helt store sprinter, efter at Usain Bolt sidste år indstillede sin karriere på topplan.

Sidste år erobrede Christian Coleman VM-sølv på 100-meter udendørs i London efter et finaleløb, hvor han henviste netop Usain Bolt til bronze.

Ved samme VM-stævne var Christian Coleman også med til at sikre USA's stafethold sølv på 4x100-meter.

Se også: Aldrig sket før: Alle løbere disket i VM-heat

Se også: Ikke siden Kipketer: Danske Benjamin er blandt verdens hurtigste

Se også: Tidligere OL-deltager: Joachim B. Olsen fakede med fanen

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere