I engelske Birmingham er der fuld gang i dette års udgave af Commonwealth Games, men i den srilankanske lejr udspiller der sig et mystisk drama.
Tre personer - en bryder, en judo-kæmper og en judo-træner - er forsvundet som dug for solen.
Det skriver Independent.
Nu er politiet i Birmingham gået ind i sagen, og alle atleter og øvrige deltagere fra Sri Lanka er blevet bedt om at indlevere deres pas.
Sri Lanka gennemgår lige nu landets værste økonomiske krise nogensinde, og i sidste uge erklærede parlamentet nødtilstand i landet.
- Politiet undersøger sagen, og de tre forsvundne kan ikke krydse Storbritanniens grænser. Hvad der er sket, er virkelig uheldigt, siger Gobinath Sivarajah, der er officiel talsperson for Sri Lankas hold til Commonwealth Games.
Commonwealth Games er en slags mini-OL for alle 54 lande i The Commonwealth of Nations. Ligesom OL foregår det hvert fjerde år.
I 2018 blev arrangementet holdt i Australien, og dengang var der et lignende problem, hvor en tredjedel af Camerouns hold var blevet væk.
Dengang hærgede der en konflikt i det afrikanske land.