Søndag formiddag bliver flere store gader i København afspærret, og fortovene bliver tætbefolket. Herfra kan tilskuerne blive vidne til en historisk begivenhed. Hvis alt vel at mærke klapper.
For det kan gå begge veje, når den kenyanske verdensmester i halvmarathon, Geoffrey Kamworor, indleder et attentat på verdensrekorden i disciplinen.
Det gør han ved Copenhagen Half Marathon, der for første gang i sin levetid har nået deltagerloftet på 25.000 løbere.
Flertallet er selvsagt motionister, der skal ud og prøve kræfter med de godt 21 kilometer for at få en oplevelse og måske endda bestå en styrkeprøve.
Det populære arrangement i den danske hovedstad er på få år blevet et kæmpe tilløbssstykke, der imidlertid ikke kun tiltaler dem, som løber mod sig selv eller for hyggens skyld. Årsagen ligger lige for. Det fortæller løbeekspert og tidligere eliteløber, Henrik Them, til Ekstra Bladet.
- Alle i verden, der interesserer sig for løb, er klar over, at der er et hurtigt halvmarathon i København, siger han.
- Der er en reel chance for, at der kan blive sat verdensrekord. De sidste fire år er der løbet nogle rigtig hurtige vindertider, og det er noget, der spreder sig i medieverdenen. Så folk er klar over, at der er et løb i København, hvor der altid er en hurtig vindertid, fortæller eksperten.
I år ventes vinderen at blive kenyanske Kamworor. Han er tredobbelt verdensmester i halvmarathon og vandt sin seneste VM-titel i Valencia i 2018.
Men hvad skal der egentlig til for, at grænsen på 58 minutter og 18 sekunder, som er den nuværende verdensrekord (Abraham Kiptum, 2018), bliver brudt? Udover kilometer-tider på 2 minutter og 46 sekunder ...
- Først og fremmest skal vejret være godt. Det betyder rigtig meget. Vi har en hurtig rute, og vi har verdensmesteren på halvmarathon-distancen i kenyanske Kamworor. Hvis han rammer dagen, så har han en fifty-fifty-chance for at sætte verdensrekord, vurderer Them.
Eksperten bakkes op af sidste års danske mester på distancen, Thijs Nijhuis, der ser det som en fordel, at favoritværdigheden så entydigt ligger hos en enkelt person i år.
- I år har vi fået 'the big shot' (Kamworor, red.) ind som deltager. Faren er, hvis han hurtigt kommer til at isolere sig selv. Det er noget andet at løbe de sidste 6-8 kilometer alene uden pres frem for at blive jagtet, siger Nijhuis til Ekstra Bladet.
Førhen har Copenhagen Half haft en bred vifte af store navne, som kunne kæmpe om sejren, men i år er der en klar storfavorit. Verdensmesteren Kamworor skal nærmest gå kold eller løbe forkert for ikke at vinde.
Holder prognosen stik, vil vindertiden sandsynligvis heller ikke blive påvirket negativt af taktisk spil, der kan opstå, hvis aktørerne i en førergruppe eksempelvis ligger og lurer på hinanden. At der i år er én kæmpe favorit, kan blive opskiften på en verdensrekord.
- Det er uden tvivl måden at gøre det på. Jeg tror, at det er en bevidst strategi fra arrangørerne. Ideelt set skulle der måske lige have været en ekstra mand, udover Kamworor, der kunne kæmpe om sejren, siger Nijhuis.
Den 26-årige DM-konge, der søndag selv stiller til start for at forsvare sin titel, har et radikalt ændringsforslag klar, hvis man vil gøre løbet endnu hurtigere.
- Jeg tror, at ruten bliver hurtigere, hvis man løber den modsat. Der plejer altid at komme en stiv kuling lige i panden på en, når man løber nede ved Kalvebod Brygge. Så jeg lurer på, om man ikke kunne vende ruten om med fordel, siger han.
Den femte udgave af Copenhagen Half Marathon skydes i gang søndag klokken 11.15.