Verdensstjerner dyster i stangspring i baghaven

Tre atletikprofiler kæmpede søndag fra egne baghaver om at komme over fem meter flest gange på 30 minutter

Svenske Armand Duplantis var søndag i aktion i en noget alternativ konkurrence i stangspring, da han dystede i sin egen baghave. (Arkivfoto) Foto: Pascal Rossignol/Reuters
Svenske Armand Duplantis var søndag i aktion i en noget alternativ konkurrence i stangspring, da han dystede i sin egen baghave. (Arkivfoto) Foto: Pascal Rossignol/Reuters

Både atletikstjerner og tilskuere må kigge langt efter konkurrencer i øjeblikket, hvor atletiksporten ligger stille på grund af coronapandemien.

Det gjorde World Athletics noget ved søndag, da verdensforbundet arrangerede en noget alternativ dyst i stangspring, hvor tre verdensstjerner konkurrerede i deres respektive baghaver.

Det skete i konkurrencen 'Ultimative Garden Clash', som kunne følges på video på sociale medier som YouTube, Twitter og Facebook samt hos verdensforbundet selv.

Flest gange over fem meter
Det hele handlede om, at de tre stangspringere i hver sin have skulle se, hvem der kunne komme over fem meter flest gange på 30 minutter.

Profilerne Armand Duplantis, Sam Kendricks og Renaud Lavillenie fik to halvlege af hver 15 minutter til at finde en vinder.

Svenske Duplantis er indehaver af verdensrekorden i stangspring, mens Kendricks fra USA er verdensmester fra 2017 og 2019, og franske Lavillenie vandt OL-guld i 2012.

I alle baghaver var der linet store madrasser op samt søjler og overliggere, og i alle haver var der måtter, som fungerede som tilløb, og så var det ellers bare i gang med de to halvlege.

33-årige Lavillenie dystede fra sit hjem i Clermont-Ferrand i Frankrig, mens 27-årige Kendricks var i sving i Oxford i Mississippi, og 20-årige Duplantis dystede fra Lafayette i Louisiana.

Uafgjort
Efter de første 15 minutter var Duplantis knebent foran med 18 godkendte spring foran Lavillenie med 17 spring. Sam Kendricks var sakket bagud med 12 spring, og han formåede aldrig at blande sig i kampen om sejren.

Efter anden halvleg herskede der en del forvirring om det endelige resultat, men både Renaud Lavillenie og Armand Duplantis blev noteret for 36 spring.

Da Renaud Lavillenie afslog at afgøre konkurrencen med tre ekstra minutter, endte det med, at de to førende måtte dele førstepladsen.

Se også: Sara Slott fortsætter jagt på OL-succes trods udskydelse

Se også: Advarer snydere: I bliver fanget

Se også: Dansk verdensmester har besluttet sig: - Satser på OL

1 kommentar
Vis kommentarer