Voldsomme tal: Så mange russere er udelukket

Rusland står foran udelukkelse fra al international atletik. I forvejen topper landet listen over antal udelukkede atleter

OL-guldvinderen på 800 metereren Mariya Savinova er blandt de atleter, WADA anbefaler udelukkelse på livstid. (Foto: AP)
OL-guldvinderen på 800 metereren Mariya Savinova er blandt de atleter, WADA anbefaler udelukkelse på livstid. (Foto: AP)

International atletik er rystet ind i sin grundvold efter afsløringer om systematisk og omfattende doping i Rusland.

Fredag aften sætter det internationale atletikforbunds 27 mand store bestyrelse sig sammen i kølvandet på krisen for at finde ud af, om russerne skal udelukkes fra al international atletik, indtil de får styr på tingene.

Talrige iagttagere, eksperter og sportspolitikere verden rundt synes ikke i tvivl. Russerne bør her og nu blive udelukket.

Men spørgsmålet er hvor længe. Ifølge IAAF-præsident Sebastian Coe bør de udelukkes - men så snart der er lovet bod og bedring fra øst, og det kan meget vel snart ske, kan de være inde i varmen igen.

- Jeg vil gøre, hvad der skal til...og jeg har sportens fulde opbakning. Jeg har kontaktet det russiske forbund og fortalt dem, at vi har brug for svar, inden ugen er omme, er han citeret for at sige tidligere på ugen.

Fuld støtte til IAAF
Blandt de medvirkende er norske Svein Arne Hansen, der er præsident i det europæiske atletikforbund.

- Europæisk atletik kommer til at give Coe al den støtte, han har brug for. Vi kommer til at støtte IAAF fuldt og helt i denne sag, siger han til nyhedsbureauet NTB.

Den mangedobbelte verdensmester i stangspring, Sergej Bubka, der også sidder i bestyrelsen, advarer mod at straffe uskyldige udøvere som følge af andre atleters brud på reglerne.

- Alle som er involveret, ledere og trænere, må betale prisen. Men almindelige udøvere, der ikke har noget med dette at gøre, bør ikke gå glip af konkurrencer, siger ukraineren til AFP.

Ekstra Bladet har været rundt og snuse på IAAF's hjemmeside og har fundet listen over atletikudøvere, der i skrivende stund er udelukket som følge af brud på doping-reglerne.

42 russere udelukket
De tal understreger historien om et Rusland, der i højere grad end sine rivaler er faldet i fælden.

42 russere er udelukket, hvilket er en solid førsteplads i verden, mens Indien indtager andenpladsen med 33 udelukkede atleter.

Marokko og Kenya følger på de næste pladser med henholdsvis 16 og 15 udelukkede atleter, mens vores broderfolk fra Sverige har otte atleter på den forbudte liste.

Danmark er repræsenteret af en enkelt atlet, løberen Søren Hammer, der har karantæne for brug af nandrolon frem til næste år.

At sporten har et alvorligt problem, er de færreste i tvivl om. Hele 25 atleter er udelukket på livstid - heriblandt fire russere.