Aldrig sket før: Dansk sensation så tæt på VM-titlen

Den danske damesinglespiller Line Christophersen har allerede skrevet historie ved at spille sig i finalen ved U-VM i Canada, og hendes potentiale har ingen begrænsninger, mener badminton-legenden Peter Gade

Foto: Getty Images
Foto: Getty Images

Siden 1992 har store danske damesinglespillere som Camilla Martin svedt i stride strømme for at blive ungdomsverdensmester i damesingle.

Nu har den 18-årige danske sensation Line Christophersen mulighed for at blive den første danske damesingle-verdensmester ved ungdoms-VM nogensinde.

Hun er endda den første danske damesingle-spiller, der har spillet sig hele vejen frem til finalen. Det gør også hendes præstation endnu mere speciel. Det mener en af de mest succesfulde, danske badmintonspillere til dato Peter Gade.

- Det er en kæmpe, kæmpe præstation. Damesingle er bestemt ikke en nem kategori, og det er ikke normalt for danskere og europæere at markere sig, hvor asiaterne normalt set er ret langt fremme, siger badminton-legenden Peter Gade til Ekstra Bladet, der har et indgående kendskab til Christophersen fra Gentofte Badmintonklub, hvor hun spiller til dagligt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Peter Gade mener, at Line Christophersen har et stort potentiale. Foto: Jan Sommer
Peter Gade mener, at Line Christophersen har et stort potentiale. Foto: Jan Sommer
 

Christophersen har slået den ene favorit efter den anden ud ved det store mesterskab i Canada, og hun har ifølge Gade bevist, at hun kan være med helt fremme.

- Det siger noget om, at det arbejde, som hun har gjort det seneste stykke tid igennem sin ungdom, er fuldt på højde med asiaterne, og det gælder mange dele af spillet og hendes udvikling.

- Line er fysisk rigtig stærk og er meget eksplosiv, hurtig og aggressiv tænkende i sit spil.

- Hvor stort et potentiale har Line Christophersen?

- Jeg ser ingen begrænsninger i, hvor langt Line kan nå. Hendes største force er, at hun er åben, og hun kan godt lide, at man som træner går til hende og presser hende. Det ser jeg som en kæmpe force, at man har det i den alder og er klar til at indrette sin hverdag og omgivelser efter det. Hvis man vil gå hele vejen i damesingle. kræver det rigtig, rigtig meget, og det er hun klar til.

Vanskelig finale venter
Peter Gade vurderer, at det bliver 'en hård finale' for Line Christophersen i Markham, Canada. Hun møder Goh Jin Wei fra Malaysia.

Asiaten er en ganske etableret spiller på den professionelle scene med en placering som nummer 28 i verden. Danskeren er til sammenligning blot nummer 207 på verdensranglisten.

- Hvad vil det betyde for Line Christophersens karriere, hvis hun går hen og vinder U-VM?

- Line kan spille frit, og hun har allerede markeret, at hun kan være med, og hun er fuldt på højde som asiaterne på det her tidspunkt i hendes karriere. Det er et kæmpe statement, som hun kan hun være utroligt stolt af. Det skal hun tage med videre til at tage de næste skridt af hendes udvikling, og den måde som hendes spil skal bygges op på i fremtiden, siger Gade.

Til Ekstra Bladet skriver Line Christophersen fra Canada, at hun er rigtig glad for sin præstation indtil videre.  

'Lige nu glæder jeg mig allermest til at komme på banen og spille, og så håber jeg bare, at det bliver en god kamp. Det er en kæmpe oplevelse at nå så langt, det havde jeg aldrig troet, da jeg tog herned. Heller ikke, da jeg så min lodtrækning, så det er bare ekstra fedt at nå så langt', skriver Line Christophersen.

Hvis Line Christophersen bliver ungdomsverdensmester, bliver hun en del af en eksklusiv skare af danske spillere. Kun Jim Laugesen/Rikke Olsen i mixeddouble i 1992, Peter Gade/Peder Nissen i herredouble i 1994 og Viktor Axelsen i herresingle i 2010 har formået at gå hele vejen tidligere.

Den unge damesinglespiller var med ved Uber Cup i foråret med det danske seniorlandshold. Ved DM i februar 2018 slog hun sensationelt Danmarks næstbedste damesinglespiller Line Kjærsfeldt (nummer 21 på verdensranglisten på nuværende rangliste, red.) i deres kvartfinaleopgør.

Line Christophersen spiller finale i aften klokken cirka 19.55 dansk tid. Du kan se finalen på TV2 Sport.

Se også: Bizarre regler: Skadet Viktor tvinges til Østen

Se også: Dansk legende afslører overraskende fremtid: Badmintonverdenen er klar til det her

16 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere