Topseedede Viktor Axelsen var klar favorit i EM-semifinalen mod landsmanden Anders Antonsen, men det blev den 20-årige underdog, som med flot spil snuppede finalebilletten.
Axelsen, som er nummer to på verdensranglisten, fandt aldrig et modtræk mod Antonsen i medvind, og det endte med sejr på 21-17, 21-16 til den forsvarende danmarksmester.
20-årige Antonsen, der er nummer 25 i verden, kom meget aggressivt ud fra start, og det havde Viktor Axelsen svært ved at dæmme op for.
Favorittens farlige angreb kom aldrig til sin ret, førend DM-vinderen var i front med 11-7 ved pausen midtvejs.
Axelsen fik bedre fat herefter, og femteseedede Anders Antonsen blev kostet rundt i flere dueller.
Ved 16-16 var der kontakt, men femteseedede Antonsen bevarede roen. Han fik Axelsen til at lave fejl igen, og det endte med sætsejr på 21-17 til danmarksmesteren.
Andet sæt startede meget lige, men fra 7-7 rykkede Antonsen igen, og han kom på 12-7.
Axelsen lignede kampen igennem en frustreret mand, som slet ikke kunne finde sit spil mod sin yngre landsmand.
Antonsen kørte sikkert sejren i land med 21-16 i andet sæt.
I finalen venter den andenseedede englænder Rajiv Ouseph på Anders Antonsen.
Vittinghus kollapser og misser rent dansk EM-finale