Tine Baun sendt ud i Malaysia - Jan Ø. er videre

20-22, 15-21 tabte Tine Baun sin kvartfinale i Malaysia Open. Danmark er repræsenteret i to semifinaler

(Arkivfoto: Jens Dresling)
(Arkivfoto: Jens Dresling)

Den danske badmintonstjerne Tine Baun nåede ikke længere end kvartfinalen ved Super Series-turneringen Malaysia Open, hvor hun tabte 20-22, 15-21 til den sjetteseedede taiwaner Tai Tzu Ying.

Tine Baun var selv seedet som nummer tre. Hun havde en sætbold til at vinde første sæt, men tabte efterfølgende tre point i træk.

I herresingle spillede Jan Ø. Jørgensen sig til gengæld videre til semifinalen med en sejr over hjemmebanefavoritten Daren Liew, der blev slået 19-21, 21-13, 21-17.

Useedede Hans-Kristian Vittinghus kæmpede flot mod den andenseede japaner Kenichi Tago, men tabte til sidst 20-22, 19-21. Vittinghus var foran 20-18 i første sæt, men fik altså ikke lukket sættet til egen fordel.

Se mere:

Se også: Jan Ø. fortsætter sejrsmarchen i Malaysia

Turneringens førsteseedede damedouble bestående af Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl tabte i to sæt til et kinesisk par, men Christinna Pedersen fik oprejsning i fredagens sidste danske aktion.

Sammen med makkeren i mixeddouble, Joachim Fischer, spillede hun sig i semifinalen med en sejr over landsmændene Anders Kristiansen og Julie Houmann.

Favoritterne vandt i to sæt, men de måtte slide for det i første sæt. Kampen endte 22-20, 21-12 til Fischer og Pedersen, der i semifinalen møder et indonesisk par.

Jan Ø. Jørgensen møder i sin semifinale turneringens storfavorit og hjemmebanehelt Lee Chong Wei.

0 kommentarer
Vis kommentarer