Formidable Boe og Mogensen i finalen

Ny magtdemonstration af den danske superdouble, der er klar til årets første Super Serie-finale søndag

Boe og Mogensen har vundet 15 af de seneste 16 kampe, de har spillet. (Foto: AP)
Boe og Mogensen har vundet 15 af de seneste 16 kampe, de har spillet. (Foto: AP)

De sluttede året suverænt med sejre i både China Open og sæsonfinalerne.

Og minsandten om ikke året begynder lige så blændende godt for verdensranglistens nummer ét i herredouble, Mathias Boe/Carsten Mogensen.

Tjo, det lugter af dansk triumf i Seoul efter endnu en stærk præstation i lørdagens semifinale i Korea Open, som parret vandt 19-21, 21-10, 21-18.

Kinas næstbedste par Hong Wei/Shen Ye, der er seedet syv i turneringen, formåede ganske vist at nappe 1. sæt 21-19 efter et helt lige sæt.

Der var til gengæld noget nær klasseforskel efter sideskiftet, hvor danskerne rullede sig ud og gik fra 4-3 via 8-3 til 16-4 og kort efter tog sættet 21-10.

Nedtur for damedoublen
I en periode så det til gengæld svært ud i afgørende sæt, da Wei og Ye kom på 14-9. Men syv danske point i rap spolerede festen for kineserne. Efter 17-17 gik danskerne på 19-17, tabte et enkelt point og rev herefter sejren i hus. Dermed lykkedes det ikke kineserne at få revanche for den tætte tresætter, de to par var ude i i Shenzhen i december, da Boe og Mogensen spillede sig i finalen i sæsonfinalerne.

Var der opbakning i Seoul Olympic Park lørdag, skal Boe og Mogensen nok lede længe i søndagens finale efter samme. Her venter Sydkoreas stærkeste par, Lee Yong Dae/Ko Sung Huyn, der i deres semifinale besejrede andenseedede Koo Kien Keat/Tan Boon Heong fra Malaysia med 21-12, 21-19.

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl var på papiret favoritter i deres damedoublesemifinale mod syvendeseedede Ma Jin/Tang Jinhua. Men danskerne tabte 21-19, 19-21, 21-11.

I skrivende stund er Pedersen ude i sin anden semifinale i mixeddouble med Joachim Fischer. Se eventuelt afgørelsen på TV3 Sport.

0 kommentarer
Vis kommentarer