Tine Baun er overraskende færdig i Indien

Den bedste kvindelige danske badmintonspiller Tine Baun røg ud i anden runde af badmintonturnering i Indien.

Tine Baun er ude af turneringen i Indien. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Tine Baun er ude af turneringen i Indien. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Tine Baun er allerede færdig efter to kampe ved Super Serie-turneringen India Open. I anden runde tabte den bedste kvindelige danske badmintonspiller overraskende til kineseren Xiao Jia Chen.

Kineseren, som er nummer 31 i verden, vandt i to sæt over Tine Baun, som ellers er rangeret som nummer seks i verden og for nylig vandt EM i damesingle.

Tine Baun, som tidligere har vundet over Xiao Jia Chen i deres eneste indbyrdes opgør, tabte torsdag eftermiddag med 13-21 og 17-21.

Se også: Vittinghus svinger sig videre i Indien

Peter Gade fik til gengæld lidt oprejsning for sit skuffende EM, hvor han røg ud i kvartfinalen. Torsdag vandt danskeren i anden runde over Tanongsak Saensomboonsuk fra Thailand.

Peter Gade, der er nummer fem i verden, vandt dog kun en kneben sejr på 21-19 og 22-20 i en kamp, der varede 41 minutter.

Hans-Kristian Vittinghus spillede sig tidligere torsdag også videre til tredje runde af India Open.

Håbet om en OL-plads lever endnu for Hans-Kristian Vittinghus, selvom det formentlig er yderst spinkelt, da Peter Gade og Jan Ø. Jørgensen forventes at snuppe de to danske pladser i herresingle ved legene.

Se også: Peter Gade er tilbage på vindersporet

Men Hans-Kristian Vittinghus gjorde i hvert fald, hvad han kunne, da han vandt sin kamp i anden runde med 21-13, 8-21, 21-12 over Wei Feng Chong fra Malaysia.

I tredje runde skal den useedede dansker møde taiwaneren Jen Hau Hsu, som ligeledes er useedet i turneringen.

Jan Ø. Jørgensen deltager ikke ved India Open, men på verdensranglisten i single ligger Jørgensen nummer 13, mens Vittinghus er nummer 16.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere