Badmintonkometen Viktor Axelsen kom onsdag godt fra start ved sin første Copenhagen Masters nogensinde.
Den 17-årige odenseaner sejrede med cifrene 21-16, 21-8 over thailænderen Tanongsak Saensomboonsuk, og dermed er der onsdag aften lagt op til en sand gruppefinale mod landsmanden Jan Ø. Jørgensen.
Vinderen af det opgør er klar til torsdagens finale.
Axelsen indledte ellers opgøret i Falconer Salen mod thailænderen ret skidt. Tanongsak Saensomboonsuk, som tirsdag også tabte 0-2 i sæt til Jan Ø. Jørgensen, styrede indledningsvist kampen og var stor set foran hele sættet.
Hjemmebanefavoritten var bagud 11-15 i første sæt, inden thailænderen lige pludselig gik kold, hvorefter Axelsen satte tempoet op og vandt sættet ganske sikkert.
Gade vil gå trænervejen efter karrierestopI andet sæt havde Axelsen ingen problemer. Tanongsak Saensomboonsuk var gået helt i stå, og sejren kom aldrig i fare. Symptomatisk sluttede kampen med en servefejl.
Alt tyder dog på, at Axelsen får noget mere at se til, når Jan Ø. Jørgensen er modstanderen.
Også Peter Gade skal i aktion onsdag aften mod engelske Rajiv Ouseph, og det er ventet, at veteranen spiller sig i finalen fra den anden pulje.
Peter Gade åbnede turneringen tirsdag med en sikker sejr i to sæt over Eric Pang fra Holland.
Den danske mixeddouble med Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl tabte semifinalen til Sudket Prapakamol og Saralee Thoungthongkam fra Thailand.
Den danske duo stod ellers til at kunne afgøre det hele i tredje sæt ved stillingen 19-17, men blandt andet et hurtigt ketsjerskifte af Thomas Laybourn midt under en duel distraherede Kamilla Rytter Juhl, så det danske par tabte en ellers nem bold.
Herredoublen Jonas Rasmussen og Mads Conrad-Petersen tabte deres kamp om en finaleplads til Mohd Zakry Abdul Latif og Mohd Fairuzizuan Mohd Tazari fra Malaysia.