Kontroversielt Lin Dan-afbud skuffer Gade

Det var bestemt ikke populært blandt publikum, da Lin Dan trak sig fra herresinglefinalen i badmintonturneringen Singapore Open på grund af maveinfluenza

Lin Dans afbud skuffede publikum og Peter Gade (Foto: AP)
Lin Dans afbud skuffede publikum og Peter Gade (Foto: AP)

De 7400 tilskuere buhede, da kineseren undskyldte for sit afbud, og også den danske topspiller Peter Gade er skuffet over, at Lin Dan ikke stillede op.

- Tidligere i dag møder jeg Lin Dan ved styrketræningscentret og poolen, og han ligger faktisk og tager sol. Jeg tænkte, at de måske havde en lille aftale om, hvem der skulle have lov at vinde den her, siger Gade til TV2 Sport.

Kineserne er kendt i badmintonverdenen for at lade sejrene gå på skift og på den måde hjælpe hinanden til gode verdensranglisteplaceringer.

Og selv om Lin Dan ikke tidligere har trukket sig fra en finale og har lægeerklæring på, at han var dårlig, er Gade altså ikke sikker på, at kineseren var ukampdygtig.

- Vi havde snakket om, at de kunne finde på at gøre det, for de har jo gjort det adskillige gange før, siger danskeren.

Lin Dan forsikrede på en pressekonference efter den aflyste finale, at han gerne ville have spillet, men følte sig utilpas efter sin semifinale mod Peter Gade lørdag.

- Jeg drak en masse koldt vand efter kampen og havde det dårligt, da jeg gik i seng. Jeg kan godt forstå reaktionen fra publikum. Men jeg kommer tilbage næste år, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere