Storfavoritten Peter Gade kom sikkert fra land ved dette års Copenhagen Masters, da han uden problemer besejrede hollandske Eric Pang i to korte sæt.
Dermed er Gade godt på vej mod sin 11. triumf i den intime invitationsturnering, der afvikles i Falconer Centret på Frederiksberg i København.
Gade startede første sæt godt og fik hurtigt etableret en pæn føring. Eric Pang fik spillet sig lidt ind i opgøret og kom midtvejs i sættet op på siden af danskeren.
Peter Gade lod sig dog ikke true af Eric Pang, men trak endnu en gang fra sin modstander og vandt sikkert første sæt med cifrene 21-13.
Den 35-årige veteran havde endda tid og overskud til at vise flere frække slag frem.
I andet sæt gentog historien sig, da Gade lynhurtigt var langt foran sin hollandske modstander.
Igen kom Pang en smule tilbage i kampen, som dog hurtigt blev lukket af Peter Gade, der vandt andet sæt 21-11.
Det hele tog blot 28 minutter.
Den danske mixeddouble med Christinna Pedersen og Joachim Fischer havde heller ingen problemer i deres første kamp i turneringen.
Indoneserne Nova Widianto og Pia Bernadeth blev sikkert slået i to sæt med 21-8, 21-13.
Heller ikke Jan Ø. Jørgensen var synderligt gæstfri, da han bankede thailandske Tanongsak Saensomboosuk i to sæt med 21-6, 21-16.
Dette års Copenhagen Masters bliver sandsynligvis Peter Gades næstsidste, da han tidligere tirsdag gjorde det klart, at han regner med at afslutte karrieren i forbindelse med næste års turnering i København.
Det var ellers ventet, at Gade ville sige farvel og tak efter OL i London til sommer, men nu ser det altså ud til, at det danske badmintonpublikum også får mulighed for at opleve ham i aktion efter OL.
Peter Gade spiller sin næste kamp i gruppespillet ved dette års turnering mod engelske Rajiv Ouseph. Det opgør afvikles onsdag aften.
Finalerne i turneringen spilles torsdag aften.