Dansk damedouble sejrede i drama

Det begyndte med et dansk nederlag, men også en flot dansk sejr på andendagen af sæsonfinalerne i badminton

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl sikrede endnu en sejr. (Foto: AP)
Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl sikrede endnu en sejr. (Foto: AP)

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl vandt også parrets anden dyst, da det blev til en dramatisk sejr på 19-21, 21-16, 21-16 over japanerne Reika Kakiiwa og Miyuki Maeda ved sæsonfinalerne i badminton.

Efter at have tabt første sæt kom danskerne flot tilbage og vandt de to efterfølgende sæt efter en time og tre minutters spil.

Det var danskernes anden sejr af to mulige i gruppespillet, hvor fire par dyster om at gå videre som nummer et eller to. Lige nu fører danskerne, så det ser godt ud i forhold til de videre avancement.

Se også: Ny dansk triumf i sæsonfinalen

Det gik ikke lige så godt for herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen. De tabte den anden kamp i gruppespillet, da japanerne Hiryuki Endo og Kenichi Hayakawa blev for stor en mundfuld.

Japanerne vandt 21-18, 21-15 over det danske par, som nu har tabt og vundet en kamp i de to første opgør i turneringen. Parret kan stadig gå videre fra gruppespillet.

Se også: Jan Ø. Jørgensen åbner sæsonfinale med sejr

I modsætning til i årets øvrige turneringer spilles der puljer i sæsonfinalen. Det er kun de otte bedste i verden i hver kategori, der er med i Malaysia. Her spilles der alle mod alle i to puljer af fire, hvorfra de to bedste avancerer til semifinalerne.

Danmark er repræsenteret i fire kategorier i Malaysia. Senere torsdag skal herresinglen Jan Ø. Jørgensen i aktion mod en kineser.

Også Christinna Pedersen skal i ilden igen i mixeddouble sammen med makkeren Joachim Fischer. Danskerne møder et indonesisk par.

0 kommentarer
Vis kommentarer