Dansk damedouble vinder sæsonfinale i overlegen stil

Dansk damedouble i badminton slår kinesere ud i fin stil i sæsonfinale i Malaysia og tager førstepladsen.

Helt til tops. (Foto: AP)
Helt til tops. (Foto: AP)

Den danske damedouble med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl vinder overlegent sæsonfinalen i badminton i Malaysia mod kineserne Ma Jin og Tang Jinhau søndag morgen dansk tid.

Danskerne slog kineserne i to sæt i cifrene 21-19 og 21-12.

- Vi har spillet godt. Og i dag gik alt vores vej, lød det fra Christinna Pedersen umiddelbart efter danskerne trak det længste strå i finalen.

I den indledende gruppe vandt danskerne alle tre kampe, og søndag morgen dansk tid vandt duoen altså finalen ved at slå kineserne sikkert i to sæt.

- Vi spillede efter den rigtige taktik i dag. Og vi kunne se, at kineserne var frustrerede, sagde Kamilla Rytter Juhl om sejren.

Det var ellers ikke hvem som helst, de danske damer var oppe imod.

Den kinesiske double Ma Jin og Tang Jinhau var som danskerne ubesejret i sæsonfinalens gruppespil. Men det fik en ende søndag morgen.

Inden da havde den kinesiske duo vundet sine tre gruppekampe, og semifinalen blev vundet uden kamp, idet Wang Xiaoli og Yu Yang - som tabte til danskerne i den indledende gruppe - opgav uden at gå på banen.

0 kommentarer
Vis kommentarer