God dansk badmintonstart i Indien

De danske mixeddoubler har gjort rent bord onsdag morgen i New Delhi med tre sejre i åbningskampene

Joachim Fischer Nielsen/Christinna Pedersen (Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan)
Joachim Fischer Nielsen/Christinna Pedersen (Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan)

De danske badmintonspillere har onsdag morgen fået en fornem start på India Open i New Delhi.

Det er foreløbig blevet til tre danske sejre ud af tre mulige - alle i mixeddouble.

Tredjeseedede Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen åbnede med en sikker sejr på 21-8 og 21-13 over et thailandsk par bestående af Nipitphon Puangpuapech og Puttita Supajirakul.

Bagefter slog Anders Kristiansen og Julie Houmann sig videre i turneringen med en sejr over Kamaldeep Singh og Chitralekha fra Indien.

Også Mads Pieler Kolding og Kamilla Rytter Juhl tog en sejr i første kamp over sydkoreanerne Yeon Seong Yoo og Ye Na Jang, der blev slået 21-17 og 21-15.

Senere onsdag skal blandt andre Jan Ø. Jørgensen, Viktor Axelsen og Hans-Kristian Vittinghus i aktion i New Delhi.

0 kommentarer
Vis kommentarer