Danske favoritter udraderer japanere og er i semifinalen

Dansk damedouble er som ventet klar til semifinalen i Super Series-turneringen Singapore Open i badminton

Fredagens kvartfinaler bød på en dansk sejr og et dansk nederlag ved Super Series-turneringen Singapore Open i badminton.

Videre og klar til semifinalen lørdag er damedoublen Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, der slog en japansk duo i sikker stil.

Lidt over en halv time tog det danskerne at sende Miyuki Maeda og Reika Kakiiwa ud af turneringen, danskerne vandt så sikkert som 21-15, 21-5.

Danskerne er topseedede i Singapore og dermed på papiret favoritter til at vinde damedouble-rækken. I semifinalen skal danskerne op mod endnu et japansk par.

Her venter Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi, der sled hårdt for semifinalebilletten.

Først efter tre meget tætte sæt og mere end halvanden times badminton, hvilket er uhørt lang tid, kunne de tredjeseedede japanere juble over sejren i kvartfinalen mod et indonesisk par.

Den danske damedouble er eneste danske islæt i lørdagens semifinaler i Singapore.

Fredagens kvartfinale blev nemlig endestation for mixeddoublen Anders Kristiansen/Julie Houmann, der tabte klart til turneringens topseedede indonesiske par Tontowi Ahmad/Liliyana Natsir.

Indoneserne vandt 21-8, 21-17 i løbet af 31 minutter.

0 kommentarer
Vis kommentarer