Badminton: Jan Ø. Jørgensen vinder EM-guld

Det endte med en sikker finalesejr ved badminton-EM til Jan Ø. Jørgensen, som slog englænder i to sæt

Jan Ø. Jørgensen levede op til favoritværdigheden og vandt søndag eftermiddag EM-guld i Rusland.

Den bedste danske badmintonspiller på herresiden vandt 21-18, 21-10 over englænderen Rajiv Ouseph. Finalen varede blot 33 minutter.

I første sæt kom Rajiv Ouseph foran med 16-10, inden at Jan Ø. Jørgensen fik hanket op i sig selv og snuppede syv point i træk, så danskeren pludselig var foran 17-16.

Her vinder Fischer og Pedersen EM-guld

Fischer/Pedersen vandt spændende dansk EM-finale

Parterne fulgtes ad til 18-18, inden Jan Ø. Jørgensen hev sættet hjem. Og måske var udviklingen i første sæt en af årsagerne til, at englænderen ikke gav meget modstand i andet sæt.

Se også: Boe og Mogensen ødelagde perfekt dag

Førsteseedede Jan Ø. Jørgensen kom foran 18-7, og så var der ikke meget spænding over den EM-finale længere. Den femteseedede englænder fik pyntet lidt på cifrene, men EM-guldet var aldrig i fare for Jan Ø. Jørgensen.

Også i mixeddouble endte det med dansk guld. Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen vandt i tre sæt med 22-24, 21-13, 21-18 over landsmændene Mads Pieler Kolding og Kamilla Rytter Juhl.

Se også: Jan Ø. banker landsmand i semifinalen

Kampen varede en time og ni minutter, og dermed endte det både med guld og sølv til Danmark i den disciplin.

I damesingle tabte det useedede danske talent Anna Thea Madsen 9-21, 21-14, 8-21 til den førsteseedede spanier Carolina Marin. Det var en flot og overraskende sølvmedalje til dansk badminton.

Der var ligesom i mixeddouble tale om en rent dansk duel i damedouble, og her var Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl stærkere end tredjeseedede Line Damkjær Kruse og Marie Røpke. nbsp;

Førsteseedede Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, som begge havde været i aktion tidligere på dagen, vandt EM-guldet med cifrene 21-11, 21-11.

Der var danskere i samtlige af søndagens EM-finaler, og som det sidste danske finaleindslag tabte herredoublen Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding 13-21, 16-21 til det russiske par Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov.

0 kommentarer
Vis kommentarer