Baun bliver eneste All England-dansker i damesingle

Karin Jørgensen tabte sin første kamp i kvalifikationen til badmintonturneringen All England til en irer

Tine Baun bliver ene om at repræsentere badminton-Danmark i hovedturneringen i damesingle ved All England-mesterskaberne i denne uge.

Det lykkedes ikke for 24-årige Karina Jørgensen at spille sig igennem til hovedturneringen.

Hun tabte sin første kvalifikationskamp til irske Chloe Magee i tre sæt med cifrene 21-17, 15-21, 18-21.

Og skuffelsen var da stor for den indiskfødte kvinde efter nederlaget.

- Jeg er super skuffet over min indsats. Jeg synes, at jeg har forberedt mig rigtig godt til den her turnering, og så kan jeg bare ikke få det til at lykkes derinde. Jeg laver for mange fejl, siger hun til Badminton Danmark.

Karina Jørgensen havde trods en dårligere verdensranglisteplacering en god statistik mod Magee, som hun inden nederlaget førte 5-1 over i indbyrdes opgør.

Med det seneste nederlag har hun dog nu tabt de seneste to opgør til verdens nummer 50.

Tine Baun skal i kamp onsdag eftermiddag, hvor hun møder en kvalifikationsspiller i det, der er hendes sidste store turnering, inden hun stopper karrieren.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere