Historisk aftale til danske verdensettere

Mathias Boe og Carsten Mogensen scorer millioner af kroner på ny sponsoraftale, der skal sikre pensionen

Mathias Boe og Carsten Mogensen har siden 2008 været Danmarks bedste. (Foto: AP)
Mathias Boe og Carsten Mogensen har siden 2008 været Danmarks bedste. (Foto: AP)

Efter et fremragende 2012 med bl.a. OL-sølv forgyldes badminton-spillerne Mathias Boe og Carsten Mogensen.

Herredoublen har skrevet under på en fireårig kontrakt med tøjgiganten Yonex, der er med til at sikre de to danskere økonomisk et godt stykke ud i fremtiden.

– Det er rigtig, rigtig dejligt at få på plads, og det er en aftale, der løber vores karrierer ud, siger 32-årige Boe til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet erfarer, at de to spillere tjener i omegnen af to millioner kroner hver om året, hvilket bringer dem helt frem blandt de bedst betalte spillere i verden.

Det ønsker de dog ikke at bekræfte.

– Det kommer som sådan ikke nogen ved, hvad vi tjener, siger Boe.

Klædt på til Rio
Parret har siden 2008 været Danmarks bedste og vandt bl.a. All England, verdens nok mest prestigefyldte turnering, i 2011, mens de markerede sig som verdens bedste par sidste år med anden triumf i træk i China Open samt i sæsonfinalerne for i Shenzhen, mens OL-finalen nok har været det resultat, der har betydet mest.

– Det har gjort, at rigtig mange har fået øjnene op for os herhjemme. Det har givet mere spot på os, men vi har så også leveret varen på banen efterfølgende, siger han.

Makkeren Mogensen bliver 30 i år, og de er klar over, at karrieren nok ikke strækker sig meget langt efter OL i Rio de Janeiro i 2016.

– Med aftalen vil vi være endnu bedre klædt på i kampen om at nå med til Rio i 2016, og samtidig er det rart, at vi har ro på i forhold til den side, så vi kan koncentrere os 100 procent om træningen og turneringerne.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere