Danmark er sikker på EM-medalje i damesingle

Anna Thea Madsen har spillet sig videre til semifinalen i damesingle ved badminton-EM og er sikker på bronze

Siden Tine Bauns farvel til badmintonsporten for et års tid siden har det været småt med danske topresultater i damesingle.

Men måske er arvtagerne så småt ved at være på vej. I hvert fald lykkedes det fredag for 19-årige Anna Thea Madsen at sikre sig mindst en bronzemedalje ved EM i den russiske by Kasan.

Se også: Dansk dominans: Axelsen og Jan Ø. mødes i semifinalen

Med en klar sejr på 21-9, 21-12 skulle hun kun bruge 28 minutter på at besejre russeren Olga Golovanova og står nu overfor enten danskfødte Kristina Gavnholt fra Tjekkiet eller tyrkeren Ozge Bayrak i semifinalen.

Line Kjærsfeldt kunne have gjort Madsen følgeskab, hvis det var lykkedes at besejre tyskeren Karin Schnaase.

Men danskeren måtte overgive sig efter to sæt, der endte med tysk sejr på 21-18, 21-15.

Se også: Uventet besvær for Viktor Axelsen i EM-åbner

I mixeddouble er Danmark allerede sikker på at få tre medaljer, idet alle tre par er nået blandt de sidste fire.

I lørdagens semifinaler møder førsteseedede Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen et hollandsk par, mens Mads Pieler Kolding/Kamilla Rytter Juhl skal slås med Anders Kristiansen/Julie Houmann om den anden finaleplads.

0 kommentarer
Vis kommentarer