Jan Ø. Jørgensen tager mægtig skalp

Jan Ø. Jørgensen er klar til finalen i Indonesian Open efter karrierens første sejr over Chen Long

Jan Ø. Jørgensen viste klassen. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Jan Ø. Jørgensen viste klassen. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Danmarks bedste badmintonspiller, Jan Ø. Jørgensen, er flyvende ved den stærkt besatte Super Series Premier-turnering Indonesian Open, hvor hele verdenseliten er med.

Jørgensen spillede sig lørdag middag dansk tid i finalen ved for første gang i karrieren at slå verdensranglistens nummer to, Chen Long fra Kina.

21-19, 21-18 lød nordjydens sejrscifre, og dermed fik han langt om længe skovlen under den stærke kineser, der havde vundet alle de hidtidige seks møder mellem de to.

En overstadig Jan Ø. Jørgensen smed trøjen og lod sig hylde af et begejstret publikum i Jakarta efter den imponerende indsats.

Se også: Mixed double fuldender god dansk dag

- Den sejr rangerer rigtig højt. Det er ikke en eller anden første runde-kamp. Der var en finaleplads på spil, og det er en Super Series Premier-turnering.

- Det er fedt. Man lægger så meget arbejde i det her og rejser hele Østen rundt. Når det så lykkes, bliver man bare glad, siger Jan Ø. Jørgensen til TV3 Sport.

Danmarks bedste herresinglespiller har ellers ikke de bedste minder fra den traditionsrige turnering i den indonesiske hovedstad, hvor der har været langt mellem de gode resultater.

- Det er et svært sted at spille, fordi det blæser så meget i hallen. Men i den første kamp fandt jeg noget momentum og en tro på det, som jeg har taget med videre, forklarer Jørgensen, der fornemmede, at Chen Long havde det svært med forholdene.

- Det er ikke hans kop te, at det blæser så meget, og det fik jeg udnyttet rigtig godt, konstaterer Jørgensen.



Det har i det hele taget været nogle gode dage for danskeren, der fredag besejrede Wan Ho Son fra Sydkorea for første gang. I sidste uge blev det også til en sjælden sejr over den frygtindgydende kineser Lin Dan.

Nu venter finalen søndag, hvor modstanderen bliver enten den førsteseedede Lee Chong Wei fra Malaysia eller japaneren Kenichi Tago, der er seedet som nummer fire.

Hvis Jørgensen tager det sidste skridt og vinder slutkampen, vil det være danskerens største resultat nogensinde.

Han er noteret for én turneringssejr i Super Series. Den kom i 2013, hvor han nåede til tops i French Open.

0 kommentarer
Vis kommentarer