Axelsen er klar til kvartfinalen ved VM efter snæver sejr

Viktor Axelsen blev presset hårdt af verdens nummer ti, men er videre til kvartfinalen ved VM i badminton

Foto: AP
Foto: AP

Den danske verdensetter og forsvarende verdensmester Viktor Axelsen er klar til kvartfinalen ved VM i badminton i kinesiske Nanjing.

Det står klart, efter at den 24-årige dansker tidligt torsdag morgen dansk tid i tredje runde besejrede den tiendeseedede Ng Ka Long Angus fra Hongkong. Axelsen vandt i to sæt med cifrene 21-19, 21-18.

Efter et par sikre sejre ved de to første runder ved VM var Axelsen mere presset i opgøret mod verdens nummer ti.

Danskeren var foran det meste af første sæt, men hans modstander formåede at holde kontakt og udlignede til 19-19. Det besvarede Axelsen med at vinde to bolde i træk og dermed sikre sig sætsejren.

Andet sæt var lige så jævnbyrdigt.

I en duel, hvor modstanderen bragte sig på 11-11, vrikkede Axelsen en smule om på sin ene ankel. Det så ikke ud til at være alvorligt, men modstanderen bragte sig alligevel foran på de efterfølgende bolde.

God defensiv sikrede dansk reducering til 14-15. Lidt senere var det igen forrygende forsvarsspil fra Axelsen, der sikrede en 18-17-føring.

Axelsen fik kampens første matchbold, da modstanderen ved stillingen 19-18 til Axelsen sendte en nem smash ud af banen.

Det udnyttede danskeren prompte, da han afgjorde kampen i første forsøg.

I kvartfinalen kan danskeren meget vel komme til at stå over for den kinesiske stjernespiller Chen Long. Den ottendeseedede kineser møder i tredje runde verdens nummer 14, japanske Kenta Nishimoto.

Se også: Boe og Mogensen taber overraskende og vinker farvel til VM

Se også: Dansk verdensmester i skør VM-kamp: Bizar afbrydelse tog fokus

Se også: Dansk komet i ny succes: Tæt dyster sender ham videre

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere