Viktor Axelsen er som den eneste dansker videre til kvartfinalen i badmintonturneringen Malaysia Masters.
Torsdag vandt femteseedede Axelsen 21-6, 21-17 over japaneren Kenta Nishimoto.
Axelsen, der er nummer fem i verden, var 36 minutter om at besejre japaneren, der er nummer 16 i verden.
Det var femte gang i træk, at Axelsen vandt over Nishimoto, som blot har vundet et enkelt indbyrdes opgør, da de to mødtes første gang i 2016.
Mens Axelsen, der i kvartfinalen skal møde Chen Long, avancerede med overlegne cifre, er både Jan Ø. Jørgensen og Rasmus Gemke færdige.
Jan Ø. Jørgensen var ellers solidt foran i tredje sæt, men endte med at tabe 21-14, 19-21, 18-21 til Xu Xiang Huang fra Kina.
I tredje sæt førte Jan Ø. Jørgensen med hele 12-5, inden kineseren kom tilbage og udlignede til 14-14.
Kort efter var det hele vendt på hovedet for Jan Ø. Jørgensen, som kom bagud 14-17.
Danskeren, der er nummer 22 i verden, blev ved med at hænge på i slutfasen og reducerede til både 16-17, 17-18 og 18-19, men nærmere sejren kom danskeren ikke.
Xu Xiang Huang, som er nummer 27 i verden, vandt de sidste to point og snuppede dermed pladsen i kvartfinalen efter en times spil.
Dermed magtede Jan Ø. Jørgensen ikke at følge op på sin flotte sejr over kineseren Lin Dan i første runde.
Heller ikke Rasmus Gemke formåede at sikre sig en plads blandt de otte bedste i Kuala Lumpur.
Gemke var godt med i første sæt, men tabte 20-22, 13-21 til den sjetteseedede indoneser, Jonathan Christie.
Også mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje er ude af turneringen, da duoen tabte 18-21, 21-11, 10-21 til hollænderne Robin Tabeling og Selena Piek.
Malaysia Masters er en Super 500-turnering, som svarer til det fjerdehøjeste niveau i badmintonsporten.
Kæmpe drama: Sender tidligere mester ud
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.