Axelsen i dybt mørke: Brød sammen i gråd

Viktor Axelsen fortæller i en ny bog, hvordan han overvejede et tidligt karrierestop. Badminton-stjernen kunne simpelthen ikke mere

Axelsen var langt nede, før en tur til Malaga fik ham på ret køl. Foto: Ritzau Scanpix
Axelsen var langt nede, før en tur til Malaga fik ham på ret køl. Foto: Ritzau Scanpix

De fleste kender Viktor Axelsen som den glade, men seriøse fyr, der har et gudsbenådet talent for at dirigere fjerboldene den rigtige retning.

Han spillede sig i 2016 ind i danskernes bevidsthed med sin bronzemedalje ved OL i Rio, og året efter cementerede han, at han er en langtidsholdbar stjerne, da han vandt VM.

Men succesen er ikke kommet uden ofre og nedture. Det fortæller Axelsen i sin nye bog, Den Danske Drage, som udkommer fredag 12. oktober.

Særligt en hård periode i 2013 skiller sig ud.

Her kom det absolutte lavpunkt for den danske badmintonstjerne, som på det tidspunkt var 19 år.

Ved DM i Vejen var han meget utilpas. Dels på grund af de tårnhøje forventninger, men også fordi han i den periode eksperimenterede med sin kost i uhørt høj grad. Det medførte et meget lavt energiniveau og selvfølgelig dårlige resultater som følge deraf.

'Jeg havde aldrig haft det værre'
Axelsen røg ud i semifinalen. I sin fars bil sad han med vennen Rasmus og erklærede pludselig, at han var i tvivl, om han skulle fortsætte med at spille.

En ting, der aldrig var kommet ud af hans mund før.

- Ikke før den februarlørdag i en bil i Vejen. Jeg var ude af DM, men jeg var også slået mentalt. Jeg havde aldrig haft det værre.

Ugerne herefter var helt mørke, men han indfandt sig til træning og gjorde, hvad han kunne, selvom lunten var kort, hvis han mødte modgang. Lars Uhre, der var landstræner, prøvede at hjælpe, men en dag gik det galt.

- Jeg satte mig på en stol bag ved banerne og brød ud i gråd. Jeg kunne ikke holde det tilbage, selv om jeg ikke var alene. Uhre kom hen, og jeg sagde til ham, at jeg ikke følte, at det kørte, at jeg følte mig alene.

Ædeflip i cupcakes
Axelsen blev sendt på ferie. Sammen med søsteren, som han har et meget tæt bånd med, rejste han til Malaga. Her blev karrierestoppet vendt og drejet, og søsteren gav ham opbakning ligegyldigt, hvad han endte med at beslutte.

Den ivrige badminton-spiller kunne dog ikke lade være med at træne, så der blev både øvet benarbejde og løftet vægte, men søsteren fik snedigt lokket ham væk fra hotellet. Og så tog hun fat om problemerne med den eksperimenterende kost.

Det resulterede blandt andet i et sandt ædeflip i cupcakes, som han og søsteren delte - med Viktor i førertrøjen.

Turen blev et vendepunkt for stortalentet. Han vidste på det tidspunkt ikke, at han ville opnå en OL-medalje og et verdensmesterskab, men det gjorde han.

Se også: Dansk stjerne stødt af verdenstronen

Se også: Derfor fik dansk stjerne problemer: Kunne ikke trække vejret

kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen