Axelsen ydmyger modstander med storsejr

Viktor Axelsen kunne have stået over for Rasmus Gemke i Thailand Open, men Gemke tabte til indoneser

Viktor Axelsen dominerede kampen mod Jonatan Christie og er klar til semifinalen i Thailand Open. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Viktor Axelsen dominerede kampen mod Jonatan Christie og er klar til semifinalen i Thailand Open. Foto: Handout/Ritzau Scanpix

Viktor Axelsen fortsatte sit formidable spil i fredagens kvartfinale i Thailand Open.

Den danske badmintonstjerne fejede indonesiske Jonatan Christie af banen med cifrene og 21-14, 21-5 og er dermed klar til semifinalen i årets første store turnering.

Her kunne han have mødt landsmanden Rasmus Gemke, men sidstnævnte tabte i tre sæt til femteseedede Anthony Sinisuka Ginting fra Indonesien i sin kvartfinale.

Dermed står fjerdeseedede Axelsen over for endnu en indoneser i næste runde.

27-årige Axelsen har virket knivskarp i Bangkok, siden han tog hul på turneringen i tirsdags.

Før fredagens opgør havde han endnu ikke afgivet et sæt, og den stime fortsatte mod Christie, der ligger nummer syv i verden og var seedet som nummer seks.

Viktor Axelsen holdt sine fejl på et minimum og spillede med stor kvalitet hele vejen.

Indoneseren fulgte med til stillingen 9-9, men så tog Axelsen teten med fem vundne dueller på stribe.

Snart tog han også sættet i sikker stil, og dominansen blev kun større i andet sæt.

Der var på det nærmeste tale om opvisning, når Axelsen kørte rundt med Christie, der langsomt så mere og mere fortvivlet ud.

Ved stillingen 13-2 skulle der et mirakel til, hvis Jonatan Christie skulle have en chance, men sensationen udeblev.

I stedet fortsatte Axelsen sin suveræne stil og vandt sættet på først mulige chance, da Christie slog ud af banen.

Senere fredag skal Mia Blichfeldt i aktion i damesingle.

Der var også dansk deltagelse i mixeddouble, men desværre for Mathias Christiansen og Alexandra Bøje blev kvartfinalen endestationen.

Det danske par tabte i to tætte sæt til den andenseedede duo, Praveen Jordan og Melati Daeva Oktavianti.

0 kommentarer
Vis kommentarer