B.S. hjalp til: Skulle hurtigst muligt hjem

Den coronaramte Viktor Axelsen valgte at rejse tilbage til Danmark i et privat ambulancefly, og det handlede ifølge hans mentaltræner, B.S. Christiansen, især om at undgå yderligere sygdom

Sådan så det ud, da Viktor Axelsen og B.S. Christiansen rejste hjem til Danmark i et privat ambulancefly. Foto: Privat
Sådan så det ud, da Viktor Axelsen og B.S. Christiansen rejste hjem til Danmark i et privat ambulancefly. Foto: Privat

Der var grundige overvejelser bag Viktor Axelsens beslutning om at vende hjem til Danmark omgående i stedet for lade sig isolere i Ukraine.

Allerede søndag udlagde hovedpersonen selv sine tanker om valget om at booke et privat ambulancefly, og nu uddyber hans mentaltræner B.S. Christiansen, som også var med på rejsen.

Det handlede især om at undgå, at den danske verdensstjerne skulle blive alvorlig syg, mens han var på udebane.

- Vi kunne dermed risikere, at han kom til at døje med langtidsvirkninger, som i sidste instans kunne koste ham deltagelsen ved det kommende OL i Tokyo. Derfor mente jeg og den øvrige stab omkring Viktor, at det var rettidig omhu at forsøge at få ham hjem til Danmark så hurtigt som muligt, fortæller B.S Christiansen til TV 2 SPORT.

Mentaltræneren rejste selv til Kiev, for at følge Viktor Axelsen på turen tilbage til Danmark, og han var også involveret i den planlægning, det tog at få Viktor Axelsen på et ambulancefly.

De to har også for vane at følges til og fra lufhhavnen hver eneste gang, når Axelsen rejser ud fra og hjem til Danmark.

Mens EM-finalisten, der ikke fik lov at spille om guldet grundet den positive coronatest, er tilbage i Danmark for at fuldføre sin karantæne, sidder de tre danske spillere Joel Eipe, Rasmus Kjør og Mathias Thyrri stadig på et hotel i Ukraine og venter på at komme hjem.

Hos de strandede landsholdsspillere er humøret dog stadig højt, og de håber på snart at være tilbage i hjemlige rammer.