Badmintonchef: Derfor fortalte vi ikke om hjerneblødning

Carsten Mogensens pludselige indlæggelse var en hemmelighed for resten af holdet

Carsten Mogensen og Mathias Boe på banen sammen. (Arkivfoto: Jens Dresling/Polfoto)
Carsten Mogensen og Mathias Boe på banen sammen. (Arkivfoto: Jens Dresling/Polfoto)

Der gik et døgn, fra Carsten Mogensen var besvimet på makkeren Mathias Boes hotelværelse i Kazan og efterfølgende hastet til et nærliggende hospital, før resten af landsholdslejren fik besked om hjerneblødningen.

Det fortæller sportschef i Badminton Danmark, Finn Trærup-Hansen til Ekstra Bladet lørdag.

- Der var ingen grund til at indvie dem i forholdene. Vi ønskede selv at være helt klar over, hvad der var tale om, før vi sagde det videre, siger han på telefonen fra Kazan, hvor både herre- og damelandshold i denne uge spiller hold-EM.

For ledelsen stod det efter indlæggelsen snart klart, at Carsten Mogensen skulle opereres for en aneurisme i hjernen.

- Vi ville holde det, indtil holdene havde spillet deres kampe. Til de var overstået. Derefter gav vi dem besked, siger han og tilføjer, at spillerne blev meget chokerede.

- Det er jo en chok-besked at få, og der blev meget stille. Vi har efterfølgende bedt dem alle om at tale så meget om det, som det er muligt. Hellere det end at holde det for sig selv.

Se også: Rystet Peter Gade: Det er uvirkeligt

Se også: Læge om udposning på blodåre: Opdages ofte for sent

Danmark møder lørdag Tyskland i både herrernes og damernes semifinaler.

- Det er business as usual. Det forsøger vi i hvert fald, siger Finn Trærup-Hansen.

Danmark kom planmæssigt på både 1-0 og 2-0 i herrernes semifinale efter sejre til Jan Ø. Jørgensen og den ny førstedouble Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding. Efter sejren i tre sæt medgav Conrad-Petersen, at Carsten Mogensen fylder meget i hovederne på spillerne.

- Vi har ikke sovet eller spist særlig meget, efter vi fik det at vide. Det er klart, at vi har det mindre godt, sagde han blandt andet til TV 2 Sport.

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere