Badmintonspillere får ny aftale efter småkage-konflikt

Efter ny aftale mellem forbund og spillere bør alle elitebadmintonspillere kende deres rettigheder og pligter

Carsten Mogensen og Mathias Boe var to af de spillere, der røg af landsholdet i 'småkage-krigen'. Foto: Jens Dresling
Carsten Mogensen og Mathias Boe var to af de spillere, der røg af landsholdet i 'småkage-krigen'. Foto: Jens Dresling

De bedste danske badmintonspillere og Badminton Danmark har tirsdag indgået en ny aftale, der med en række præciseringer omkring sportslige og særligt kommercielle rettigheder skal forhindre en ny 'småkage-konflikt.'

Den tidligere aftale blev lavet i 2013.

Selv om den tidligere aftale på mange måder minder om den nye, gav det anledning til stor ståhej, da fem topspillere i 2015 nægtede at spille med landsholdssponsoren Danisa på tøjet.

Det skyldtes, at spillerne havde en sponsoraftale med den konkurrerende virksomhed Kjeldsen Cookies.

Spillernes sponsoraftale tog ikke forbehold for, at de under VM og EM for hold - altså i landsholdsregi - kunne risikere i at spille med en konkurrent til deres daglige sponsor, hvilket stred imod deres aftale med Kjeldsen Cookies.

Balladen kostede de involverede spillere deltagelsen ved Sudirman Cup (VM for blandede hold, red.) - og kunne potentielt også have kostet deltagelsen ved OL i Rio.

Badmintonspilleren Hans-Kristian Vittinghus, der også er formand i Spillerforeningen Badminton, håber, at der gennem forhandlingerne er taget forbehold for alle potentielle tvister.

- Der er sket en del præciseringer omkring forskellige paragraffer. Vi lærte af den sidste aftale, at der er ting, man ikke kan forudse – det så vi med småkage-sagen - men vi har været meget grundige.

- Spillerne kan lige som tidligere indgå en aftale med hvem som helst – de skal bare være fri af forpligtelser, når de spiller på landsholdet til EM og VM for hold. Det gælder ikke individuelle turneringer, siger han.

Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen, er ligeledes tilfreds med den nye aftale, som burde fjerne alle tvivlsspørgsmål.

- Aftalen betyder, at der er klarhed om, hvilke rettigheder og pligter der er for de spillere, som deltager i eliteprogrammet. Så har man sagt ja tak til at deltage i eliteprogrammet, ved man præcis, hvilke rettigheder og pligter man har skrevet under på, siger Bo Jensen.

Han tilføjer, at der kan tages individuelle hensyn i forbindelse med arrangementer i landsholdsregi.

Afholder en landsholdssponsor et arrangement, vil det foretrækkes, at en landsholdsspiller uden en aftale hos en konkurrerende virksomhed deltager frem for en spiller med en sponsoraftale hos en konkurrent.

Den nye aftale beskytter også de mindre kendte spillere på eliteprogrammet bedre, siger Hans Kristian Vittinghus.

- Badminton Danmark tegner en arbejdsskadeforsikring for alle spillere, der er omfattet af den kollektive aftale. For de spillere, der ikke tjener ret mange penge, er det en stor hjælp, for de har måske ikke haft råd til det.

- Som spillere har vi til gengæld forpligtet os til at stå til rådighed for markedsføring for dansk badminton en gang årligt uden vederlag. Det kan være til arrangementer rundt omkring i landet, siger Vittinghus.

- Det er ud over almindelige ting som at tage billeder, når man er med landsholdet eller deltage på pressemøder - ting vi selvfølgelig stiller op til. Arrangementerne kan give forbundet mulighed for at skabe lidt ekstra økonomi til at finansiere eliteprogrammet, tilføjer han.

Badminton Danmark og Spillerforeningen har desuden aftalt, at man efter et succesfuldt 2016 for dansk badminton vil hæve mindsteprisen for kommercielle aftaler. Indtægterne fra de aftaler deles af forbundet og spillerne.

Småkage-konflikten skridt for skridt

2012
Mathias Boe og Carsten Mogensen indgår individuelle sponsoraftaler med Kjeldsen Cookies. Kontrakten siger, at spillerne ikke må reklamere for et konkurrerende firma.

2013
Kamilla Rytter Juhl, Christinna Pedersen og Joachim Fischer indgår individuelle sponsoraftaler med Kjeldsen Cookies. I kontrakterne står der, at spillerne ikke må reklamere for et konkurrerende firma.

Forbundet indgår en kollektiv aftale med Spillerforeningen, hvor blandt andre Joachim Fischer har siddet med som spillerrepræsentant. Aftalen åbner mulighed for, at forbundet kan finde en sponsor til eksempelvis hold-VM, Sudirman Cup.

Uddrag fra den kollektive aftale (kilde: Politiken):
- Spillertruppen anerkender (...) at forbundet kan sætte sponsorer på landsholdstrøjen i overensstemmelse med nærværende aftale.

- Spillere i forbundets officielle Spillergrupper og andre landsholdsaktuelle spillere er forpligtet til at sikre, at deres individuelle kontrakter med dragtsponsor ikke er i strid med nærværende aftale og dermed hindrer udtagelse til landshold.

- Spillere med allerede indgåede aftaler i konkurrence med forbundets dragtsponsor skal medvirke til hurtigst muligt at sikre at kunne leve op til forpligtigelsen i medfør af denne bestemmelse.

2015 - januar/februar
Landstræner Lars Uhre bliver kontaktet af Danisa-direktør Erik Bresling, og Uhre formidler kontakten til Badminton Danmark. Landstræneren modtager et honorar for at formidle kontakten til Danisa.

Forbundets assistenttræner Jesper Larsen, der også har en rolle som sponsormedarbejder i forbundet, udfærdiger sponsoraftalen med Danisa. Larsen, der senere har opsagt sin stilling, modtager et honorar for sit arbejde med Danisa-aftalen.

8. februar
Forbundet og Danisa indgår sponsoraftale omkring Sudirman Cup. Forbundet har ikke haft en sponsoraftale i flere år.

4. marts
Forbundet og Danisa indgår aftale om et sponsorat af Super Series-turneringen Denmark Open, der i 2015, 2016 og 2017 vil blive sponsoreret af Danisa. Danisa indgår samtidig sponsorater med alle danske landstrænere samt individuelle sponsorater med de to spillere Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus.

16. april
Under forhandlinger mellem de fem spillere og forbundet tilbyder de danske profiler at spille i blanke trøjer uden reklamer til Sudirman Cup. Derudover tilbyder spillerne en økonomisk kompensation til forbundet og afsigelse af deres bid af sponsorpenge fra Danisa. Forslagene bliver afvist af forbundet.

17. april
Forbundet ophører samarbejdet med de fem spillere, der ikke vil blive udtaget til Sudirman Cup. Spillerne må stoppe træningen med landsholdet og får ikke længere støtte af forbundet.

Spillerne erkender, at forbundet juridisk har retten på sin side, men på det moralske plan er frustrationen stor, da man henviser til, at forbundet kendte til spillernes individuelle sponsoraftaler med Kjeldsen Cookies, da forbundet lavede aftalen med Danisa.

Team Danmark slår fast, at sagen kan få konsekvenser for badmintonforbundets fremtidige støttekroner (efter 2016), hvis ikke dansk badminton lever op til de sportslige målsætninger.

De fem spillere risikerer at gå glip af næste års OL i Rio de Janeiro, selv om det er Danmarks Idrætsforbund (DIF), der har udtagelsesretten. DIF's udtagelser beror på en indstilling fra badmintonforbundet, oplyser DIF.

21. april
Forbundet efterudtager seks andre spillere til Sudirman Cup og dropper målsætningen om medalje.

13. maj
Badminton Danmark meddeler på et pressemøde, at der er fundet en løsning i konflikten, og at de fem spillere er udtaget til det individuelle VM i Jakarta i august.

Se også: Småkagekonflikt er løst - badmintonspillere er tilbage

Se også: Erhvervsboss løste 'småkagekrigen'

Se også: Kage-krigen koster: Danmark taber gruppefinale

Se også: Småkage-krigen udsætter VM-udtagelse

Se også: Våbenhvile i småkage-krigen: Stjernedouble tilbage i varmen

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere