Boe om ny makker: Han er måske verdens bedste nogensinde

Mathias Boe håber, at han får lov at spille sammen med kinesiske Cai Yun, som han kalder verdens måske bedste doublespiller nogensinde

Cai Yun til højre med Fu Haifeng under OL-turneringen i 2012. En turnering de vandt. (Foto: AP)
Cai Yun til højre med Fu Haifeng under OL-turneringen i 2012. En turnering de vandt. (Foto: AP)

En lorte-situation.

Sådan betegner Mathias Boe det at stå uden sin normale makker, Carsten Mogensen, der fortsat er indlagt i Kazan efter sin hjerneblødning i sidste uge.

Men når tingene ikke er, som man gerne vil have, må man tage ketsjeren i den anden hånd og gøre noget ved det.

Og det har Mathias Boe gjort.

Via en mellemmand hos sponsoren Yonex, er det lykkedes Boe at få kontakt til den kinesiske stjernespiller Cai Yun, der som han heller ikke har en makker i skrivende stund.

- Den var han med på, siger Mathias Boe til Ekstra Bladet, da han fortæller om sin idé med at danne par med kineseren, selvom det er utraditionelt.

Se også: Overraskende valg: Verdensstjerne er Mathias Boes nye makker

- Det er ikke sikkert endnu. Det kinesiske badmintonforbund skal godkende det først. Men forhåbentlig siger de ja. Jeg har altid haft et godt forhold til Cai. Vi er samme alder og har kendt hinanden, siden vi var 17 år - og selvfølgelig spillet mod hinanden et utal af gange, fortæller Boe.

Egentlig ville de ikke melde noget ud endnu, men deltagerne i de forskellige store badmintonturneringer skal registreres fire uger før, og de deltagere kan ses af alle.

Mathias Boe og Carsten Mogensen besejrede Fu Haifeng og Zhang Nan i All England-finalen sidste år. (Foto: AP)
Mathias Boe og Carsten Mogensen besejrede Fu Haifeng og Zhang Nan i All England-finalen sidste år. (Foto: AP)
 

Cai Yun var en lang årrække en del af verdens bedste herredouble med Fu Haifeng. Af 11 opgør vandt kineserne de syv mod Boe og Carsten Mogensen. Heriblandt OL-finalen i 2012.

En kæmpe stjerne i Kina
- Han er en af de bedste doublespillere nogensinde. Måske den bedste. Han har i hvert fald vundet mest - alle turneringer, vil jeg tro. Og det er en stor ære for mig, hvis det lykkes, siger Mathias Boe.

- Samtidig er han en super sympatisk fyr og en kæmpe stjerne i Kina, hvor han anses som en rigtig gentleman.

- Det kunne være rigtig sjovt. En spændende udfordring i denne lorte-situation. Jeg må prøve at få det bedste ud af det, siger Mathias Boe, der af landstræner Lars Uhre har fået at vide, at det vil være en rigtig god ide.

- Det er vigtigt for mig, at jeg holder mig i gang, så jeg ikke bare træner og træner og træner uden udsigt til at spille en turnering, siger han.

Aftalen er fortsat så ny - og altså endnu ikke helt på plads, så spillerne har end ikke aftalt at ses endnu endsige fået aftalt træning.

- Det må vi planlægge efterfølgende, siger Mathias Boe, der har informeret Carsten Mogensens familie om aftalen, der i første omgang kun omhandler Malaysia Open i april.

Duoen Cai Yun/Fu Haifeng blev splittet inden 2014-sæsonen, så Cai blev sat sammen med Lu Kai, mens Fu Haifeng fik mixeddouble-specialisten Zhang Nan som sin makker.

Ingen af parrene har nået Fu og Cais niveau efterfølgende.

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere