Chok i badminton-verdenen: 35-årig All England-mester død

Var danske stjerners onde ånd: Doublestjerne fundet død i sin seng

Jung Jae Sung ses næstyderst til højre med makkeren Lee Yong Dae ved sin side på medaljeskamlen ved OL i London. I midten ses guldvinderne Cai Yun og Fu Haifeng fra Kina, mens Mathias Boe og Carsten Mogensen står ude til venstre med deres sølvmedaljer. Foto: Saurabh Das/AP
Jung Jae Sung ses næstyderst til højre med makkeren Lee Yong Dae ved sin side på medaljeskamlen ved OL i London. I midten ses guldvinderne Cai Yun og Fu Haifeng fra Kina, mens Mathias Boe og Carsten Mogensen står ude til venstre med deres sølvmedaljer. Foto: Saurabh Das/AP

International badminton er blevet en stjerne fattigere.

Fredag morgen lokal tid kunne sydkoreanske medier berette, at doublespecialisten Jung Jae Sung er fundet død i sin seng i Suwon - blot 35 år gammel.

De første meldinger går på hjerteanfald.

Det skriver nyhedssitet Sports Hankook.

Et kæmpe chok i Sydkorea, hvor badminton er noget nær nationalsport og Jung Jae Sung var og er et kæmpe navn.

Det blev han gennem et makkerskab gennem seks-syv år med legenden Lee Yong Dae. De to vandt All England to gange, Korea Open tre gange, olympisk bronze og to bronzemedaljer ved Asian Games.

Derudover vandt de to sydkoreanske herredoublespillere VM-sølv to gange i henholdsvis 2007 og 2009. Jung Jae Sung og Lee Yong Dae var placeret som nummer ét på verdensranglisten i mange år.

Bronzemedaljerne ved OL i London i 2012 kom efter en hæsblæsende semifinale mod danske Mathias Boe og Carsten Mogensen. Danskerne endte med at vinde braget 17-21, 21-18, 22-20!

'Du vil blive savnet'
Det var 18. gang i karrieren, de to par mødtes - og blote femte danske sejr. Så godt som alle kampene var enten semifinaler eller finaler. Det vidner om hvor stærk en konstellation sydkoreanerne var.

Det var dog samtidig sidste kamp, da Jung Jae Sung stoppede karrieren umiddelbart efter.

Efterfølgende fortsatte han med at spille og agere træner i sit hjemland. Han nåede desuden at være landstræner for herredoublerne i det sydkoreanske badmintonforbund.

Mathias Boe og Carsten Mogensen skrev følgende på deres fælles Facebook-side fredag morgen:

- Så dårlige nyheder for badminton-verdenen, denne morgen døde en af de største doublespillere Jung Jae Sung af et hjerteanfald. Vi har haft fornøjelsen af at spille nogle af vores mest mindeværdige kampe mod ham. Du vil blive savnet. Kondolencer til hans familie. Hvil i fred ven.

21 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere