Det var kæreste-parret mod søskende-parret, da Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen torsdag slog søstrene Gabriela og Stefani Stoeva fra Bulgarien.
Det blev en sand gyser, der gik i tre sæt, efter danskere havde afværget tre matchbolde og en skade i kampens afgørende fase. Dermed spillede parret sig videre til kvartfinalerne ved Denmark Open.
Og det er netop 'kæreste-parret' Rytter Juhl/Pedersen, der har været i fokus frem mod Danmarks største badminton-turnering, efter de sammen har afsløret otte års hemmeligholdt forhold udenfor banen. Afsløringen kommer i bogen 'Det unikke makkerskab', der har været et år undervejs og kom på gaden for godt en uge siden.
Ekstra Bladet tog efter torsdagens dramatiske sejr en snak med de to badminton-stjerner om den overvældende opmærksomhed, de har fået siden den store afsløring - mest på godt, men også lidt på ondt.
- Jeg får faktisk helt kuldegysninger over det, fortæller Christinna Pedersen med et bredt smil, da interviewet kommer i gang i den store Idrætshal i Odense, hvor Denmark Open bliver afholdt.
- Det har været en meget speciel uge, og det er meget positivt for os. Det har været fedt at fortælle jer allesammen om det. Og det, som betyder sindssygt meget for os, og som vi stadig smiler over, er alle dem, der har haft lyst til at sætte sig ned, som vi overhovedet ikke kender, der skriver, at vi stadig er skide gode badmintonspillere og fantastiske forbilleder.
Ingen voldsomme reaktoner
Parret har været i tvivl om, det nu var den rigtige vej at gå, og hvilke konsekvenser 'at springe ud' kunne få, men Kamilla Rytter Juhl fortæller, at de negative reaktioner faktisk ikke har været så slemme, som de først frygtede.
- Der har selvfølgelig også været negative reaktioner, men det havde også været utopi at tro andet. Ni ud af ti reaktioner har været positive, og de negative, der har været, betyder ikke ret meget for os. Vi har læst dem, og der er nok nogle, som vi ærger os over, men de positive fylder simpelt hen mest.
Som store stjerner på den internationale badminton-scene rejser damedoublen rundt til lande, der ikke er kendt for det danske frisind, når det kommer til seksualitet. De har tidligere fortalt, at de godt kunne frygte dødstrusler fra omverdenen, men dem har der ikke været nogle af.
- Når vi har været bange for dødstrusler, så har det været i vores hoveder, at vi ville forberede os på det værste scenarie. Nogle gange kan det nemlig være en god ide, og det var det for os i forhold til at tænke over, hvad nu hvis det sker, så må vi tage vores forholdsregler, og det er faktisk derfor, vi har sagt som vi har, men der har ikke været skyggen af noget så voldsomt.
Vi er stadig de samme
De to badminton-darlings lever til dagligt en rolig tilværelse sammen i Valby, og for dem har det været vigtigt at vise omverdenen, at de stadig er helt de samme mennesker, som de altid har været.
- Der er folk fra ind- og udland, som ikke kan følge os, og det er helt okay. Vi er stadig dem, vi er. Det er stadig Kamilla og Christinna eller damedoublen, som spiller og agerer på samme måde, som vi har gjort de sidste otte år, fortæller Christinna Pedersen, før hun vender tilbage til den positive opmærksomhed, som parret har fået.
- Det bedste har klart været den helt vildt søde feed-back, vi føler, vi har fået fra hele Danmark. Det betyder uendeligt meget for os.
Derfor kommer bogen til Denmark Open
'Det unikke makkerskab' som bogen om det danske stjernepar hedder, kom på gaden lige umiddelbart før Denmark Open begyndte midt i efterårsferien. Derfor kunne man godt i sit stile sind undre sig over, at de ikke ventede med at publicere den til efter turneringen, så der kunne fokuseres på det sportslige, men det har været et klokkeklart valg, fortæller de enstemmigt.
- Vi synes, at det her var en god anledning her på hjemmebane til at invitere jer allesammen, som har lyst til at lære os endnu bedre at kende ved at læse vores bog, indenfor. Denmark Open var det perfekte tidspunkt for os til at få den ud, så det var et helt bevidst valg.
Til Denmark Open var damedoublen milimeter fra at ryge ud til de bulgarske modstandere i anden runde, men netop det faktum, at de bruger så meget tid sammen både på og uden for banen, hjælper dem til at blive bedre badmintonspillere, når det virkelig gælder.
- For os er det hundrede procent en fordel. Vi ved, hvor vi har hinanden, og i en kamp som i dag, hvor vi er presset til det yderste ved vi, at vi står sammen.
I kvartfinalen skal den danske duo op mod japanerne Naoko Fukuman og Kurumi Yonao, som de møder fredag. Kamilla Rytter Juhl har dog pådraget sig en skade i knæet, som først skal undersøges, før de to er helt klar til dysten.
Dansk topdouble overlever matchbolde og skade i drama
Læs mere om de to badmintonstjerners beslutning om at stå frem som kærester her:
Lesbisk sportspar står frem mens hadsk kampagne kører
Badminton-boss om damedoubles forhold: Ingen grund til panik
Derfor tav danske badminton-kærester: Risikerer dødstrusler
OL-stjerner bryder tavsheden: Vi er kærester