Dansk herredouble møder verdensettere i semifinalen

Fire gange i lige så mange forsøg har Boe og Mogensen tabt til verdensetterne. Lørdag mødes de igen

Boe og Mogensen har det normalt svært mod de sydkoreanske verdensettere. Skal det blive til den første danske sejr i femte, indbyrdes møde? (Foto: AP)
Boe og Mogensen har det normalt svært mod de sydkoreanske verdensettere. Skal det blive til den første danske sejr i femte, indbyrdes møde? (Foto: AP)

Den danske herredouble med Mathias Boe og Carsten Mogensen kommer lørdag på en yderst vanskelig opgave i semifinalen af i Super Series-turneringen Korea Open i badminton.

Her skal de to danskere møde de sydkoreanske verdensettere, Lee Yong Dae og Yoo Yeon Seong.

De to par har mødtes fire gange før, og hver gang er det faldet ud til sydkoreanernes fordel, uden at danskerne har vundet så meget som et sæt. Seneste møde var i sæsonafslutningen i Dubai sidste år.

Se også: Dansk doublesucces i Korea

Derudover har parrenes tre andre møder været på dansk grund, to gange ved Denmark Open og ved VM i Ballerup sidste år.

De to par spillede sig i semifinalen i Seoul fredag morgen dansk tid.

Det tredjeseedede danske par skulle selv bruge 40 minutter på at spille sig i semifinalen via en sejr over et andet sydkoreansk par.

Mathias Boe og Carsten Mogensen har før vundet store turneringer - heriblandt en All England-sejr i marts. (Foto: AP)
Mathias Boe og Carsten Mogensen har før vundet store turneringer - heriblandt en All England-sejr i marts. (Foto: AP)
 

Boe og Mogensen vandt 21-13, 21-16 over Sung Hyun Ko og Baek Cheol Shin, der er nummer ti på verdensranglisten. Gennem hele kampen var danskerne et skridt foran og var ikke for alvor truet.

Mindre sikre var sejrscifrene i de topseedede sydkoreaneres favør i deres kvartfinale.

Her vandt de sydkoreanske VM-bronzevindere med 21-15, 22-20 over et useedet japansk par.

Cifrene afslører ikke, at japanerne kom stormende ud til andet sæt og var foran 6-1 og havde en sætbold ved stillingen 20-19, før Lee Yong Dae og Yoo Yeon Seong kæmpede sig tilbage og vandt foran hjemmepublikum.

Også i damedouble er der mulighed for dansk semifinale. Her spiller Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl mod sydkoreanerne Chang Ye Na og Lee So Hee senere fredag i kvartfinalen.

0 kommentarer
Vis kommentarer