Den danske badmintonspiller Anders Antonsen er klar til tredje runde ved VM i badminton efter en sejr i to sæt over Tien Minh Nguyen fra Vietnam.
Anders Antonsen vandt tidligt onsdag morgen dansk tid 21-16, 21-18.
Det var Antonsens første kamp ved VM i kinesiske Nanjing, efter at han gik videre til anden runde uden kamp. I første runde trak thailandske Tanongsak Saensomboonsuk sig, inden de to spillere kom i aktion.
Antonsen, der er nummer 16 i verden, var på forhånd favorit imod den vietnamesiske nummer 55.
Det blev dog et relativt tæt opgør.
De to spillere fulgtes ad i det meste af første sæt, inden danskeren ved stillingen 16-13 skruede bissen på. Antonsen vandt fire bolde i træk og sikrede sig sætsejren på sin fjerde sætbold.
I andet sæt kom Antonsen tidligt foran med 7-2. Den vietnamesiske modstander formåede dog at holde sig i live og fik udlignet til 15-15.
Antonsen svarede igen ved at vinde tre bolde, og det banede vejen for, at han kunne tage sættet og dermed sejren.
I tredje runde - der svarer til ottendedelsfinalen - kan Antonsen meget vel løbe ind i japanske Kento Momota, der er sjetteseedet. Momota møder østrigske Luka Wraber i anden runde.