Dansk komet vinder vild gyser

Den danske komet Anders Antonsen spillede sig fredag aften videre til semifinalen i Denmark Open

Anders Antonsen er klar til semifinalen i Odense. Foto: Claus Fisker.
Anders Antonsen er klar til semifinalen i Odense. Foto: Claus Fisker.

Anders Antonsen spillede sig fredag videre til semifinalen i Denmark Open i Odense, efter han besejrede kinesiske Huang Yuxiang i en dramatisk kvartfinale.

21-årige Antonsen sendte efter tre hæsblæsende sæt Yuxiang ud af turneringen med cifrene 21-14, 13-21, 22-20.

- Der var lige et kort øjeblik, hvor den var oppe at vende i mig, at det godt kunne være, at det sluttede. Men samtidig tænkte jeg, at det skulle være fandeme være løgn, så jeg gav den det sidste skud, siger Antonsen efter den flotte sejr.

Torsdag leverede den unge dansker en stor overraskelse, da han sendte Viktor Axelsen tidligt ud af turneringen på stjernens egen hjemmebane.

Han skulle derfor forsøge at ride videre på bølgen mod Yuxiang - nummer 34 i verden - som han tidligere har slået.

Yuxiang kom dog også ind til kvartfinalen med en god portion selvtillid, efter han i anden runde sendte verdens nummer ti, Kenta Nishimoto, ud.

Præcis som Antonsen gjorde torsdag, kom han stormende ud til første sæt og spillede sig hurtigt foran til stillingen 4-0.

Yuxiang havde problemer med Antonsens aggressive stil, og danskeren udbyggede føringen til stillingen 10-5.

Kineseren kunne ikke finde sig til rette i tempoet og blev fanget flere gange, når han nærmede sig nettet for at spille tæt. Antonsen kom foran 19-10 uden de store problemer og tog sættet hjem med cifrene 21-14.

I andet sæt overtog Yuxiang spillet og kom foran 4-0. Ligesom tilfældet var i torsdagens kamp mod Axelsen mistede Antonsen sin power i andet sæt, og Yuxiang hentede hele ni point i streg til stillingen 13-3.

Danskeren kunne ikke helt få fat og tabte andet sæt 13-21.

Tredje sæt begyndte anderledes tæt, hvor de to fulgtes ad i stillingen. Efter flere nervepirrende dueller spillede Antonsen sig foran 9-3. Yuxiang hang i og spillede sig på imponerende vis tilbage i opgøret med en føring til stillingen 10-9.

Ved stillingen 20-17 havde kineseren tre matchbolde, men den unge aarhusianer gav ikke op.

Først fik Antonsen udlignet til 20-20, inden han kort tid efter med to yderligere point sikrede sig sejren og eksploderede i ren eufori.

Den danske komet er dermed videre til semifinalen, der spilles lørdag.

Se også: Dansk mixeddouble er færdig ved Denmark Open

Se også: Dobbelte verdensmestre gjorde kål på dansk stjerneduo

Se også: Badminton-chok: Dansk komet sender Guld-Viktor ud i mørket

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere