Den danske mixeddouble med Christinna Pedersen og Joachim Fischer Nielsen er klar til EM-finalen i badminton.
I lørdagens semifinale i Frankrig vandt det andenseedede danske par ganske ubesværet over de tredjeseedede hollændere Selena Piek og Jacco Arends med 21-17, 21-8.
Som cifrene antyder var der særligt i andet sæt klasseforskel på de to doubler. Pedersen og Fischer vandt blandt andet otte dueller i træk undervejs.
- Det var ikke så nemt, som det så ud, men da vi først ramte en bølge, så blev det svært for dem. I andet sæt lavede vi ikke ret mange fejl, siger Christinna Pedersen til TV 2 Sport.
I den anden semifinale var der rent dansk møde mellem Sara Thygesen/Niclas Nøhr og Lena Grebak/Mathias Christiansen.
Sidstnævnte sendte sensationelt de topseedede Gabrielle og Chris Adcock ud i kvartfinalen fredag aften, men lørdag måtte de efter en opslidende tresætter erkende, at de havde mødt deres overmænd.
Nøhr og Thygesen vandt 15-21, 21-18, 21-17.
Line Kjærsfeldt havde chancen for at sikre Danmark en finaleplads i damesingle, men hun kunne ikke følge med den dobbelte verdensmester Carolina Marin, der vandt 23-21, 21-15.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.