Det endte ikke med den ultimative triumf ved French Open for mixeddoublen Mathias Christiansen og Alexandra Bøje.
Danskerne tabte i to sæt med cifrene 8-21, 17-21 til japanerne Yuta Watanabe og Arisa Higashino.
De tredjeseedede japanere var generelt et niveau eller to bedre end den useedede danske badmintonduo.
Nederlaget ændrer dog ikke ved, at det har været en af karrierens største bedrifter at nå frem til en finale på dette niveau.
Det var parrets første finale som par i en turnering på Super 750-niveau, der rangerer lige under de største turneringer som eksempelvis All England.
I første sæt var Mathias Christiansen og Alexandra Bøje med indtil stillingen 6-6, men derfra begik de for mange fejl, og de blev straffet af de mere rutinerede japanere.
I andet sæt var Mathias Christiansen og Alexandra Bøje bedre med i kampen, og det var helt lige ved 7-7.
Endnu en gang løftede japanerne niveauet og tog en føring på 12-7, og så blev det svært for danskerne.
Til slut skaffede Yuta Watanabe og Arisa Higashino sig en føring på 20-15 og fem matchbolde.
Danskerne reddede to, inden japanerne jublende kunne fejre triumfen i Frankrig.