Dansk OL-stjerne stopper på topplan

Den dobbelte OL-medaljevinder Christinna Pedersen spiller sin sidste turnering på topplan i denne uge

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Badmintonspilleren Christinna Pedersen stopper på landsholdet og internationalt topplan.

Det skriver forbundet Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

Hun deltager i sin sidste turnering med doublemakkeren Mathias Christiansen i Swiss Open, som spilles i denne uge.

Hun fortsætter dog med at spille i den danske badmintonliga.

32-årige Pedersen har vundet fem VM-medaljer, to OL-medaljer samt store turneringer som All England og Denmark Open.

Privat danner hun par med Kamilla Rytter Juhl, som sammen med Christinna Pedersen vandt sølv ved OL i Rio i 2016.

I juli meddelte Rytter Juhl, at hun var gravid og derfor stoppede karrieren med øjeblikkelig virkning. I begyndelsen af januar blev parret forældre til et barn, som kræver tid og energi fra begge sportsstjernerne.

- Jeg har valgt at stoppe, fordi min livssituation har ændret sig, efter at jeg er blevet mor, og Kamilla nu også definitivt har valgt at stoppe på landsholdstræningen.

- Det har på ingen måde været en nem beslutning på grund af mit rigtig gode makkerskab med Mathias.

- Det ville hverken være fair over for Mathias eller forbundet at fortsætte, når jeg kan mærke helt inde i maven, at jeg ikke længere har den gnist, som har medført de gode resultater og titler, jeg har vundet, siger Christinna Pedersen.

Se også: Axelsen efter nederlag: - Mit smil er en facade

Se også: Den nøgne sandhed: Derfor byttede danskere trøjer

Se også: 15 år sammen: Nu er det slut

14 kommentarer
Vis kommentarer