Julie Dawall Jakobsen var en enkelt bold fra en sensation, der ville have givet genlyd i hele badmintonverdenen og formentlig en fest i Odense under Denmark Open.
Den 18-årige dansker fra Virum havde matchbold ved 21-20 i tredje sæt mod den spanske verdensetter og OL-guldvinder, Carolina Marin. Spanieren afværgede dog katastrofen og tog sig kort efter af sætsejren.
Carolina Marín vandt kampen 21-13, 16-21, 24-22 og er klar til anden runde i den danske Superseries Premier-turnering.
Efter den overraskende, men sikre sætsejr til Julie Dawall Jakobsen i andet sæt, tydede det på, at Marin ville sætte danskeren på plads med en stærk indledning på tredje sæt.
Hurtigt blev det 10-5 til spanieren, før Julie Dawall kæmpede sig tilbage og også kom foran 16-14.
Den danske teenager er nummer 88 på verdensranglisten. Hun var med på det danske damehold, der i februar vandt EM-guld.
Natalia Koch Rohde røg tidligere onsdag ud af turneringen efter et nederlag i tre sæt til japaneren Sayaka Sato.
Yderligere fire danske damesingler skal i aktion i turneringen onsdag. Blandt dem finder man OL-deltageren Line Kjærsfeldt.