Danskere leverer sensation ved EM

Dansk mixeddouble slår et af verdens bedste par og spiller sig i EM-semifinalen i badminton

Lena Grebak med Mathias Christiansen bag sig til en forbundstræning i Brøndby-Hallen. (Foto: Jens Dresling)
Lena Grebak med Mathias Christiansen bag sig til en forbundstræning i Brøndby-Hallen. (Foto: Jens Dresling)

De har gennem længere tid leveret fornemme resultater internationalt med ikke færre end fire titler det seneste år.

Fredag leverede den danske mixeddouble Mathias Christiansen/Lena Grebak dog karrierens foreløbige største resultat, da de i EM-kvartfinalen besejrede det engelske stjernepar Chris og Gabrielle Adcock, der rangerer som nummer syv i verden.

Til sammenligning er Christiansen og Grebak nummer 41.

Til at begynde med var der ingen overraskelser i sigte. Danskerne bed fint fra sig, men de topseedede briter vandt forholdsvis smertefrit 1. sæt 21-14.

Danskerne havde dog ikke i sinde at lægge sig ned, selvom det var vinderne af sidste sæsons sæsonfinaler, der stod på den anden side af nettet.

Kun ved 0-1 var 22-årige Christiansen og 24-årige Grebak bagud. Resten af sættet havde de nogenlunde under kontrol og gik fra 15-15 til 18-15. Kort efter tog de sættet 21-19.

I afgørende sæt så det på et tidspunkt ganske sort ud for danskerne, der var bagud 10-15 men fik med fem point i træk udlignet. Adcock-parret tog herefter to point i træk, men det danske par holdt nerverne i ro og tog fem point i træk, inden de på tredje (!) matchbold hev sejren i hus.

- De er et af verdens bedste par, så vi glæder os til at måle os med eliten. Vi kan helt sikkert lære en masse af den kamp lige meget, hvordan det går, sagde Mathias Christiansen til Badminton Danmarks hjemmeside efter sejren i 2. runde over et fransk par, der var seedet syv.

Kun en dansk nedtur i kvartfinalen
Mathias Christiansen var også tilmeldt i herredouble, hvor han stillede op på et wildcard med Mathias Boe, hvor makkerparret blev seedet fem. De nåede dog aldrig en eneste kamp, da Boe måtte trække sig med en skade.

Mixeddouble-rækken har udviklet sig til noget, der minder om de danske mesterskaber tilsat lidt hollandsk krydderi.

I lørdagens semifinaler er tre af fire tilbageværende par fra Danmark.

Andenseedede Joachim Fischer og Christinna Pedersen er nu favoritter til titlen. De møder hollandske Jacco Arends og Selena Piek, der er seedet tre, mens Mathias Christiansen og Lena Grebak møder Niclas Nøhr og Sara Thygesen i den anden semifinale.

Generelt er EM foreløbig en succes for Danmark.

I skrivende stund har 10 af 12 spillere/par været i aktion, og herresinglen Hans-Kristian Vittinghus er eneste spiller, der har måtte forlade turneringen fredag.

I herresingle er Jan Ø. Jørgensen og Viktor Axelsen klar til semifinalen.

I damesingle er Anna Thea Madsen og Line Kjærsfeldt klar.

I herredouble er Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding og Kim Astrup/Anders Skaarup klar.

I damedouble er Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen og Sara Thygesen/Maiken Fruergaard klar.

Mens de tre mixeddoubler er klar i sidste kategori.

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere