Derfor sælger stjernen sit luksushus

- Vi har selvfølgelig lagt en god sum penge i det, fordi vi ville have det fedeste hus, siger Viktor Axelsen, der dog stadig har udsigt til milliongevinst ved salg til over ti millioner

Det smukt istandsatte hus i Valby kan blive dit for et tocifret millionbeløb. Foto: RealMæglerne Hanne Løye
Det smukt istandsatte hus i Valby kan blive dit for et tocifret millionbeløb. Foto: RealMæglerne Hanne Løye

'Masser af charme. En skøn og imponerende flot ejendom på 211 kvm fordelt på tre etager, 76 kvm kælder, mulighed for at drive erhvervsvirksomhed. Et lille smørhul i Valby. Her tilbydes en meget eftertragtet og sjældent udbudt ejendom.'

Ejendomsmægler Hanne Løye leverer dette smash af en salgsindledning i sin annoncering af den istandsatte ejendom på Kløverbladsgade i Valby, og det flugter meget godt med sælgerens profession.

Han hedder nemlig Viktor Axelsen og er verdensstjerne i badminton.

Og ryger huset over disken kan han tilsyneladende også smashe et pænt millionbeløb ind på den bankkonto, der har lidt under færre præmiepenge i en længere, skadesplaget periode.

Der er åben adgang fra det moderne køkken til spisestuen. Foto: RealMæglerne Hanne Løye
Der er åben adgang fra det moderne køkken til spisestuen. Foto: RealMæglerne Hanne Løye

Den tidligere verdensmester købte således ejendommen i maj for 6.250.000 kroner, og nu er den sat til salg for imponerende 10.245.000. Det er en forskel på fire millioner kroner, men der skal altså trækkes en del fra det provenu, siger han selv til Ekstra Bladet.

- Vi har selvfølgelig lagt en god sum penge i det, fordi vi ville have det fedeste hus, der spillede max, siger Viktor Axelsen, som også forsøgte at sætte baghuset i stand, så det kunne rumme en badmintonbane.

- Men der opstod nogle problemer med højden derinde, og det skulle være perfekt, hvis det skulle fungere, forklarer den 25-årige – perfektionist.

Viktor Axelsen skal sælge sin villa. Foto: Stine Tidsvilde
Viktor Axelsen skal sælge sin villa. Foto: Stine Tidsvilde
 

Han begrunder salget med, at han og kæresten, badmintonspilleren Natalia Koch Rohde, ikke har brug for de mange kvadratmeter lige nu.

- Jeg rejser jo en del, og min kæreste og jeg er blevet enige om, at det nok er en god idé at finde noget lidt mindre. Det vil give bedre mening lige nu.

Solen kan nydes på terrassen udenfor. Foto: RealMæglerne Hanne Løye
Solen kan nydes på terrassen udenfor. Foto: RealMæglerne Hanne Løye

Også kælderlejligheden er sat helt i stand. Foto: RealMæglerne Hanne Løye
Også kælderlejligheden er sat helt i stand. Foto: RealMæglerne Hanne Løye

Parret har dog ikke travlt med at komme videre.

- Vi er enormt glade for både området og huset og er ikke desperate for at få det solgt. Nu har vi åbent hus på søndag, og så ser vi, hvad der sker. Vi har ikke købt noget andet endnu, siger Viktor Axelsen, der lige nu træner op til Denmark Open i Odense i næste uge.

- Så mit liv er lidt kedeligt med lutter træning lige nu. Heldigvis har jeg ingen fysiske problemer, siger Viktor Axelsen og tilføjer et '7-9-13'.

Det mumler han formentlig også for sig selv, når hans mægler søndag middag åbner dørene for potentielle købere.

Se også: Fiasko! Danske stjerner falder sammen i Korea

Se også: Første sejr til Viktor Axelsen i flere måneder

Se også: Dansk verdensstjerne går glip af VM

Se også: Absurd VM-finale: Pryglet i opvisning

41 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere