VM-titel i Glasgow, førsteplasen på verdensranglisten og sejr i Japan Open.
Den sidste måned har Viktor Axelsen forvandlet alt, han har rørt ved til guld som selveste kong Midas. Den 23-årige fynbo vader i succes. Kinesiske virksomheder står i kø for at sponsorere den høje dansker fra det kolde nord, medierne river i ham for at finde ud af, hvem manden med den hårde smash er - alle vil have en del af Guld-Viktor lige for tiden.
Men hvorfor er Viktor Axelsen pludselig blevet en frygtindgydende modstander for sportens største stjerner? Det skal der ifølge manden, der holder styr på badmintonfænomenet og varetager hans interesser, ingen ringere end farmand, Henrik Axelsen, være en klar grund til.
- Det handler om, at han snakker kinesisk (mandarin red.), og han kan høre, når de bliver coachet, han kan snakke med dem ude i omklædningsrummet, og det aftvinger respekt hos modstanderne. Det bliver de psyket af på banen. Du har aldrig nogen sinde set Lin Dan være så forvirret, som når han møder Viktor. Han kigger ud på sin træner hele tiden, fordi han ikke aner, hvad han skal gøre.
Han er heller ikke i tvivl om, at Viktor er vokset kolossalt som badmintonspiller efter OL-succesen.
- Han er så sej fysisk. Han spiller hårdt, og rent mentalt er han vokset ekstremt meget det sidste halve år. Du kan se på alle hans modstandere, om det er Lin Dan eller andre, så er de bange for Viktor. Førhen har de kunne tricke ham ved at være længe om at serve, ved at skifte bolde og køre det psykiske spil, som de kunne slå ham på, men det kan de ikke længere.
Badminton er vildt populært i Asien og med god grund. Historisk set har det nemlig altid været kineserne, indoneserne og koreanerne, der især har domineret toppen af verdensranglisten. En liste som danske Viktor Axelsen nu topper, efter han har slået samtlige spillere i top ti. Men vejen til at blive nummer et har krævet store ofrer, fortæller Henrik Axelsen.
- At lægge så meget i det og fravælge så meget af et normalt ungdomsliv for at kunne spise rigtigt, sove rigtigt og træne rigtigt. At se det hele lige pludselig give pote, det gør mig selvfølgelig sindssygt stolt på hans vegne.
Viktor er nede på jorden
Der har stort set ikke været et minuts pause for den ombejlede danske verdensstjerne efter VM-succesen, og ifølge Henrik Axelsen har den sidste måned været langt ud over det sædvanlige for familien, men Viktor selv er stadig meget ydmyg omkring det hele.
- Han tager det meget oven fra og ned. Han møder stadig de samme folk, når han går i Netto hjemme i Valby og tager billeder med dem. Han er endnu tættere på det hele og oplever det tæt på, men i bund og grund er vi jo født med begge ben på jorden og med bar røv ligesom alle andre, så det er ikke fordi, han pludselig tror, at han kan gå på vandet.
Viktor Axelsen slog for alvor igennem, da han vandt OL-bronze i Rio i 2016, og her godt og vel et år senere sidder han på tronen af sporten som den bedste badmintonspiller i verden.
- Alle dem der har sagt, at det var fint, han har fået bronze, men han mangler lige at slå den og den. Der har hele tiden været lidt Jantelovsdanmark over det på en sød måde, men dem har han lukket munden på nu, siger en stolt far.
Næste mål for Viktor Axelsen er på hjemmebane under Denmark Open som løber af stablen 17 oktober.
Sådan fejrede Viktor sin store triumf med vennerne
Verdensmester og verdensetter: Axelsen har det fedt!