Ekspert: Danmark får ingen VM-medaljer

Trods deltagelse af flere verdensstjerner, risikerer Danmark at ende uden VM-medaljer i badminton, mener tidligere verdensmester

Line Kjærsfeldt får et par kampe - men det 21-årige stortalent kommer ikke i nærheden af VM-medaljer, siger Steen Skovgaard. (Foto: Jens Dresling)
Line Kjærsfeldt får et par kampe - men det 21-årige stortalent kommer ikke i nærheden af VM-medaljer, siger Steen Skovgaard. (Foto: Jens Dresling)

Forvent ikke noget, så bliver du ikke skuffet.

Et gammelt, negativt ladet mantra kan meget vel klæbes på de danske chancer forud for VM i badminton den kommende uge.

I hvert fald hvis man snakker med den tidligere verdensmester Steen Skovgaard.

Han spår ikke de danske stjerner, der ellers indtager gode placeringer på verdensranglisten, mange chancer for at vinde medaljer i Jakarta.

- De største chancer ligger i herresingle. Der er det vel 50-50, siger han med henvisning til Jan Ø. Jørgensen. Nordjyden er seedet til en finale. Men man ved bare aldrig med ham, siger Skovgaard.

- Jan er en lotteri-seddel, og det ved han godt, jeg kalder ham. Det foregår oppe i hovedet på ham alt sammen, og han taber nogle kampe, han burde vinde. Jeg ser et kæmpe potentiale i ham, og han formår ikke altid at indfri det, siger Skovgaard, der omvendt ikke tror på hverken Victor Axelsen eller Hans-Kristian Vittinghus, der render ind i stærke modstandere tidligt i turneringen.

- Viktor har Chen Long i kvartfinalen. Chen er ligeglad med, at indoneserne ikke bryder sig om ham. Den vinder Viktor ikke. ’HK’ taber til Sho Sasaki i 2. runde, siger han.

’Lodtrækningen er virkelig hård’
Danmark er repræsenteret af stortalentet Line Kjærsfeldt i damesingle, men hun får maksimum to kampe, spår Skovgaard. Nogenlunde samme hårde skæbne overgår damedoublen Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl, der som nummer fem i verden ellers på papiret har fine muligheder.

- Som i de andre kategorier har de fået en hård lodtrækning, og jeg tror, at deres møde i kvartfinale mod et kinesisk par (Ma Jin/Tang Yuanting, red.) ender med nederlag.

Samme hårde skæbne overgår ifølge Skovgaard de tre danske herredoubler, hvor Mathias Boe/Carsten Mogensen ellers er seedet til at nå finalen.

- Jeg vil også give dem 50-50, for de kan rende ind i flere stærke kinesiske par inden semifinalen, siger han.

Endelig er der de to mixeddoubler med Joachim Fischer/Christinna Pedersen samt Mads Pieler Kolding/Kamilla Rytter Juhl. Der er seedet henholdsvis fem og 13.

- Joachim og Christinna møder Zhang og Zhao i kvartfinalen. Dem kan de ikke slå. Jeg tror til gengæld, at Kamilla og Mads slår Adcock-parret og spiller sig i kvartfinalen, men så møder de fjerdeseedede Liu Cheng/Bao Yixin fra Kina. Så ryger de ud der. Jamen, altså. Lodtrækningen er virkelig hård for danskerne i år, kommer det fra Steen Skovgaard.

Du kan følge VM på TV 2 Sport fra mandag morgen.

Steen Skovgaards vurdering af de fem kategorier:

Herresingle (Jan Ø. Jørgensen, Viktor Axelsen og Hans-Kristian Vittinghus): 50 procent

Damesingle (Line Kjærsfeldt): 0 procent

Herredouble (Mathias Boe/Carsten Mogensen, Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding og Kim Astrup/Anders Skaarup Sørensen): 50 procent

Damedouble (Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen): 10 procent

Mixeddouble (Joachim Fischer/Christinna Pedersen og Mads Pieler Kolding/Kamilla Rytter Juhl): 10-15 procent

1 af 2 
2 af 2 Line Kjærsfeldt får et par kampe - men det 21-årige stortalent kommer ikke i nærheden af VM-medaljer, siger Steen Skovgaard. (Foto: Jens Dresling)
0 kommentarer
Vis kommentarer