Eksperter lægger sig ned: De har udødeliggjort sig

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er historiens bedste danske damedouble, siger tv-kommentator efter All England-triumfen

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen med beviset på deres triumf i All England. Foto: Paul Ellis/AFP
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen med beviset på deres triumf i All England. Foto: Paul Ellis/AFP

De lå sandelig ikke i kortene, at Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl skulle stå som vindere af All England, da turneringen blev sat i gang tidligere på ugen.

Ganske vist var de for gud ved hvilken gang seedet højt, men sygdom hos Kamilla Rytter Juhl havde betydet, at forberedelserne langt fra havde været optimale.

Det krævede da også et par tresættere i de første par runder, før de fik vist klassen. Men herfra blev de bare bedre og bedre, og sejren i søndagens finale var fortjent.

Det siger både Jim Laugesen og Steen Skovgaard til Ekstra Bladet i timerne efter triumfen.

De to tidligere doublespecialister har fulgt den danske damedouble tæt i årevis og letter på hatten over bedriften i Arena Birmingham. Især set i lyset af optakten.

- Det er meget overraskende. Sådan lidt á la EM-triumfen i ’92 med den sene indkaldelse og alt det der. De fik ikke trænet godt op til. Men altså..det er hamrende fortjent, siger Laugesen, der har kommenteret turneringen for TV2 Sport hele ugen.

En fordel på visse punkter
Steen Skovgaard mener, at det ikke nødvendigvis har været en ulempe for dem.

- Man kan sige, at det var en fordel på visse punkter, for presset forsvandt. Og mentalt kan det også have været en fordel. Jeg synes i hvert fald, at hun (Rytter Juhl, red.) har virket afslappet. Og formen har ikke syntes påvirket, siger han og tilføjer, at det nok var meget godt, at der ikke var tale om et ugelangt maveonde.

- Det havde nok påvirket hende anderledes, siger han.

Det er første gang siden 1965, at en ren dansk damedouble vinder den prestigefyldte turnering, og dermed er der skrevet med fede typer i historiebøgerne.

- Ja, de har udødeliggjort sig med den præstation. Nu bliver de ikke glemt, siger Laugesen.

Vover pelsen
Skovgaard, der selv nåede to finaler i henholdsvis herre- og mixeddouble i slutningen af 1970’erne, vil ikke sammenligne med de danske damedouble-spillere, der i 1950’erne og 1960’erne dominerede All England. Omvendt lægger han ikke skjul på sin respekt for præstationen.

- Jeg synes, det er helt vildt. Helt vildt. Der har ikke været nogen som dem, der kontinuerligt har ligget med i toppen over så lang tid. Det er helt fantastisk, siger han.

- Man kan sige, at det måtte komme med de resultater, de har lavet de senere år. Det er meget velfortjent.

Jim Laugesen tør godt tage ordene i sin mund.

- Jeg vover pelsen og kalder det den bedste danske damedouble nogensinde. Der har været gode doubler før, og jeg har stor respekt for historien, men det, de har præsteret – og med den modstand…de er altså de bedste, siger han.

Se også: Endelig, endelig! Danske piger i All England-triumf

Ekstra Bladet har været på besøg hos de to badminton-stjerner, som også danner par. Foto: /ritzau/René Schütze Sport og Spil Hele historien bag: Kom tæt på OL-stjernerne

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen