Trods nederlaget i 1. runde i French Open i Paris denne uge, og uanset hvordan turneringerne går de næste par måneder, inden 2021 bliver til 2022, vil Viktor Axelsen ved nytår være den mest vindende spiller i international badminton i år.
Det kan der ikke laves om på.
For den danske OL-guldvinder er så suveræn i indeværende kalenderår, at der ikke alene er afstand til nummer to - der er skræmmende langt ned til den næstmest vindende.
Og her taler vi ikke om herresingle. Vi taler om herresingle, damesingle, herredouble, damedouble og mixeddouble.
Sejren over Kento Momota søndag i Denmark Open-finalen var sejr nummer 49. I 51 kampe.
Kun finalenederlagene til Anders Antonsen i den udsatte World Tour Finals-finale i Bangkok, All England-finalen, han tabte i tre sæt til Lee Zii Jia fra Malaysia og nederlaget i Paris skæmmer.
Og så var der lige EM-finalen, som han måtte trække sig fra, efter han fik konstateret covid-19 og måtte rejse hjem i sit isolationskammer. Men det er en anden historie.
2021 har været Viktor Axelsens år. Selvfølgelig stærkest illustreret med sejren i Tokyo, hvor han udstillede den forsvarende mester, Chen Long.
Men også søndagens længe ventede triumf over den ellers evigt onde ånd, Momota, gjorde godt og understregede Axelsens suverænitet.
Det er Twitter-profilen Badminton Statistics, der har opgjort listen over de mest vindende, og det springer selvfølgelig i øjnene, at Axelsen har vundet næsten dobbelt så meget som nummer to, rivalen Anders Antonsen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Viktor Axelsen er blandt favoritterne til årets sportspræstation, mener tidligere OL-deltager Joachim B. Olsen: