Forsvarer udskældt beslutning: - Ingen blev jo smittet

Aarhus kan gå glip af kæmpe badminton-arrangement - den danske præsident fortryder ikke, at All England blev gennemført

Viktor Axelsen vandt All England. Det kan blive den sidste badmintonturnering i meget lang tid. Foto: Ritzau Scanpix
Viktor Axelsen vandt All England. Det kan blive den sidste badmintonturnering i meget lang tid. Foto: Ritzau Scanpix

Som alle andre idrætsgrene er også badminton ramt af coronavirussen, og derfor hænger VM for hold, Thomas og Uber Cup, fra 16. til 24. maj i Aarhus også i en tynd tråd.

Det siger præsidenten for Det Internationale Badmintonforbund, Poul-Erik Høyer, til Ekstra Bladet.

- Jeg havde i går et videokald med min bestyrelse, og vi træffer den endelige beslutning om ganske få dage. Vi skal først have drøftet sagen med de danske arrangører og med myndighederne.   

All England, som sluttede med dansk guld til Viktor Axelsen i herresingle i søndags, kan derfor blive den sidste turnering i meget lang tid. Det Internationale Badmintonforbund har således aflyst alle de resterende turneringer i marts og april.

Og spørgsmålet er så, om ikke også All England burde have været aflyst. En turnering, der oven i købet blev afviklet med tilskuere. Det mener i hvert fald flere spillere, herunder den danske doublespiller Mads Conrad-Petersen, som på Twitter har kaldt gennemførelsen af All England for en forfærdelig beslutning.

Foto: Bazuki Muhammad/ Reuters
Foto: Bazuki Muhammad/ Reuters

Men det er Poul-Erik Høyer ikke enig i.

- Set i bakspejlet er det gået ganske fornuftigt. Der er ingen spillere, der er blevet smittet. Det er vigtigt at understrege, at beslutningerne blev taget dag for dag, og vi fulgte nøje de engelske værters anvisninger.

- Det er korrekt, at stemningen var kritisk de sidste to dage, men her var der hele tiden direkte kontakt til Downing Street og den engelske premierminister Boris Johnson, siger Poul-Erik Høyer.   

Han bor til dagligt i Singapore, men er i denne uge i Danmark, fordi han i Aarhus skulle have deltaget i lodtrækningen til Hold-VM. På grund af den danske regerings tiltag mod coronavirussen blev lodtrækningen aflyst, og nu venter Poul-Erik Høyer på at kunne flyve hjem på mandag, hvis det ellers er muligt.

- Hele verden er af lave. Virussen rammer hårdt både menneskeligt og socialt, og i det billede betyder badminton kun en lille del. Vi bliver ramt, men vi har en sund økonomi og skal nok klare os, siger Poul-Erik Høyer, som på grund af sin præsidentpost også har fået sæde i Den Internationale Olympiske Komite, IOC.

Men han er ikke med i den inderkreds, der træffer beslutningerne, og han har ikke deltaget i nogen af de videomøder, som IOC har holdt i denne uge om OL i Tokyo, som efter planen skal begynde 24. juli.

Mens mange andre internationale begivenheder er blevet aflyst eller udskudt, holder IOC og de japanske arrangører fast i, at OL skal køre efter planen.

- Jeg følger selvfølgelig med i udviklingen, men nu må vi se, hvad der sker, når vi kommer tættere på OL, siger Poul-Erik Høyer. 

Se også: Dansk stjerne raser: Forfærdelig beslutning!

Se også: Forsvarer dansk beslutning: - Vi var næsten isoleret

Se også: Kalenderen er smadret

49 kommentarer
Vis kommentarer