'Viktor Axelsen har tabt!'
Den sætning er ikke blevet sagt særlig mange gange i det forgangne år, og nederlaget i 1. runde af VM kort inden jul var i den grad undtagelsen, der bekræftede reglen om, at 2021 har været den langlemmede fynbos år.
Fem gange nåede han finalen i en Super 1000-turnering – fire gange vandt han. Han blev olympisk guldvinder, vandt sæsonfinalen i Indonesien – og nåede den udsatte sæsonfinale fra sidste år.
I november tilbageerobrede han førstepladsen på verdensranglisten og blev kåret som årets mandlige badmintonspiller i verden.
Som Østkyst Hustlers engang rappede: ’Der er en nummer to, men der’ for langt derned’.
Men 2021 var også året, hvor han gjorde op med sig selv, at han måtte gå nye veje og flyttede til Dubai efter OL. Det affødte massive protester om alt fra landsforræderi til knæfald for emiratet, hvis amoralske forhold til menneskerettigheder der kan tales længe om.
Skal leve sit eget liv - ikke alle andres
Men Viktor drog afsted, fordi det var det rette at gøre for ham.
- Sådan er det. Man deler vandene, når man træffer et valg, ikke alle bryder sig om. Der vil altid være utilfredse folk. Men han traf det valg, der var bedst for ham og hans familie. Og det er vigtigt at få med, at det handler om, at han skal leve sit liv – ikke alle andres, siger Joachim Fischer til Ekstra Bladet.
Den tidligere OL-bronzevinder er ekspertkommentator for TV 2 Sporten og har fulgt Viktor Axelsen tæt, siden han dukkede op som teenager for mere end ti år siden. Fischer trækker på skuldrene af valget om Dubai og noterer sig en anden detalje efter skiftet:
- Badmintonmæssigt har han nærmest udviklet sig endnu mere, selvom det ikke burde være muligt, siger han og refererer til det forrygende efterår, der fulgte OL-triumfen.
Baglandet er altafgørende
Ud af 64 kampe spillet siden 1. januar har Viktor Axelsen vundet 59. Sølle fem gange er han gået fra banen som taber. Det er godkendt. Selv hos en stjerne, der nu ellers er sin egen største kritiker.
- Jeg er enormt stolt over det år, jeg har haft. Det har været vildt, og jeg har haft enormt travlt. Der er sket så meget, og jeg har hele tiden været på farten. Derfor får jeg nok heller ikke stoppet op og nydt det, fortæller han.
- Men det har været fuldstændig vanvittigt. Der har været en masse ting ved siden af. Vi blev forældre sidste efterår, og så var der flytningen. Men det er gået over al forventning, og jeg er blevet positivt overrasket over mine præstationer på banen.
Især faderrollen har ifølge Axelsen fyldt enormt meget. Det gør det jo. Uanset om man er almindelig lønmodtager eller verdens bedste badmintonspiller.
- Jeg kan godt lide, at alt er planlagt, tilrettelagt og i kasser, så jeg ved, hvornår jeg skal spille, spise og træne. Vega har sørget for, at jeg skulle tilpasse mig, og at det ikke altid er, som jeg forestiller mig. Det har egentlig været enormt sundt for mig at opleve.
Er blevet mere afslappet
- Før var det sort/hvidt. Badminton, badminton, badminton. Nu er det noget andet og noget helt specielt med familien, hvor det er lige meget, om jeg vinder eller taber. Vega smiler uanset hvad, kommer det.
Og netop det ændrede perspektiv fylder.
- For mig er det en styrke, at det bare er badminton. Jeg er blevet mere afslappet, og det er ikke længere liv eller død på banen. Det tager en masse pres af. For uanset hvordan det er gået på banen, så hygger vi os som familie, siger Viktor Axelsen.
Han tillægger kæresten Natalias fortid som badmintonspiller på topniveau en stor betydning.
'Det betyder vildt meget for mig'
- Hun er en kæmpe støtte, og der er ro på hjemmefronten. Natalia ved, hvad det er for et game, og det betyder vildt meget for mig. Også at jeg ved, at hun og Vega har det godt, når jeg går på banen, og at jeg ved, at Vega er i de bedste hænder, fortæller han.
Forståelsen betyder, at Viktor i højere grad kan fokusere og gå i detaljen til træning, hvis der er brug for det.
- Var der ikke forståelse, så var det nok lidt svært at forstå, at jeg eksempelvis ville arbejde en time ekstra på netdrop, siger han.
Han fravalgte samarbejdet med forbundet i Brøndby og dermed også landstræner Kenneth Jonassen, ligesom han sagde farvel til den benhårde træning med rivaler som Anders Antonsen og Rasmus Gemke. I Dubai bliver han trænet af sin svigerfar, Henrik ’PK’ Rohde, der tidligere har hjulpet ham med ekstratræning. Og så er andre topspillere som Loh Kean Yew, Lakshya Sen og Toby Penty fløjet ind for at sparre i perioder.
- Jeg mindes ikke andre, der efter at have vundet OL efterfølgende har vundet en stor turnering som Denmark Open, Indonesia Open OG World Tour-finalerne også. Det er simpelthen…det er fuldstændig enestående og ubeskriveligt, siger Joachim Fischer om Axelsens efterår.
- Jeg troede, Peter Gade var skør
Alt dette hænger sammen med, at der er tale om et unikum i dansk topidræt, mener Fischer.
- Man skal forstå, at her har vi en ener. Jeg troede, Peter Gade var skør, da jeg så ham træne. Det beundrede jeg, for han var så dedikeret, siger han om den tidligere All England-mester.
- Men Viktor har taget det endnu højere. Han stiller nærmest endnu større krav, kommer det.
Han giver et eksempel fra deres fælles tid i Skovshoved, hvor de skulle spille en ligakamp. Axelsens modstander var ikke i nærheden af hans niveau og stod foran en gevaldig øretæve. Men det kunne ikke mærkes i optakten.
- Han sad to timer før og lagde greb på ketsjerne og tænkte på kampen, og på hvilken bane han skulle spille på. Han tog intet for givet. Det var forberedelse på samme måde, som havde det været en af de store turneringer. Det prøvede jeg efterfølgende at fortælle de andre spillere, siger Fischer.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Et vanvittigt liv
Forud for Indonesia Masters, Indonesia Open og World Tour Finals, der lå lige efter hinanden på Bali i november, kunne følgere af Anders Antonsens vlog se stjernen hygge sig med flere medspillere. De fordrev tiden med at iklæde sig lokale dragter til stor morskab undervejs.
Viktor Axelsen var ikke til stede i nogle af scenerne. Og det har ikke noget at gøre med, at han ikke er venner med de øvrige spillere. Sådan er han bare ikke, fortæller Joachim Fischer.
- Her er en mand, der satser hele sit liv på at blive verdens bedste. Han og hans forlovede leverer en kæmpe indsats, og når man lever på den måde, så dedikeret, så har det en omkostning.
Måske to-tre år tilbage
- Det kræver, at man har folk omkring sig, der er med, siger Fischer og gætter på, at hvis der er 24 timer i døgnet, så bruger Viktor Axelsen 23 en halv af dem på at tænke badminton.
- Så er der ikke så meget tilbage til venner og familie. Han ofrer meget af sit liv på at opnå resultater. Og så er han heller ikke en far, der løber med på legepladsen. Det kan han ikke.
- Han er nummer et i verden og er nødt til at hellige sig denne sport. Det er et vanvittigt liv, og det vil også overraske mig meget, hvis han spiller, til han er 35. Jeg vil tro, han har to-tre år mere på toppen, så er han slidt ned, siger han.
- Med den træning og den indsats, det kræver, slider det enormt hårdt, siger han.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
OL-finalen var højdepunktet
Viktor Axelsen siger det selv – uden at tøve et sekund.
OL-finalen var højdepunktet. Men det var Denmark Open-finalen sådan set også, fortæller han til Ekstra Bladet.
De to kampe havde det tilfælles, at den danske stjerne besejrede de absolut største rivaler på den internationale scene de seneste år; Chen Long og Kento Momota.
Men omstændighederne var vidt forskellige.
I Tokyo spillede han og Chen Long OL-finale for nul tilskuere, mens der i Odense nogle måneder senere var fulde huse på Axelsens hjemmebane.
I Odense måtte han gennem tre sindsoprivende sæt, mens der i Tokyo var klasseforskel.
- Jeg har selv prøvet det pres, der er under et OL. Både fra én selv og fra nationen, der følger med. At han så går ind og spiller sådan mod den forsvarende mester – og fuldstændig spiller ham ud af hallen… Jeg tænkte: ’Det er rent fup, det der foregår. Jeg troede næsten ikke, at det kunne lade sig gøre’, siger Joachim Fischer til Ekstra Bladet.
Viktor Axelsen spillede så godt som fejlfrit og vandt 21-15, 21-12, mens modstanderen begik fejl på fejl i forsøget på at overrumple sin modstander.
Hovedpersonen husker også kampen i Tokyo som noget helt specielt.
- Det fede ved det var, at det sjældent er i de største kampe, man finder det bedste spil frem. Det formåede jeg der.
- I løbet af 2. sæt kan jeg godt mærke, at jeg slapper af, at spillet sidder, og at han samtidig ikke har et ekstra gear, som man ellers frygter, fortæller han til Ekstra Bladet.
Og Odense var noget helt andet – om end udfaldet var det samme.
- Egentlig var det mest, fordi jeg havde misset Denmark Open året forinden (efter en mindre operation i anklen, red.). Og så var det den første turnering med tilskuere tilbage. Det var en kamp, jeg havde glædet mig til. Det var en fed finale, der havde det hele. Jeg kommer bagud, det ser sort ud, og kampen bølger generelt frem og tilbage.
- Og så var stemningen bare magisk, husker Viktor Axelsen om kampen, han endte med at vinde 20-22, 21-18, 21-12.
